Her vil dukke nogle sider op med stof om/fra de andre nordiske lande.

En presserende sag fra Sverige har forårsaget denne tyvstart.

Origo 116 INDHOLD

Marts 2010

Knud Aa. Back:

Darwin for dummies: Alle tror jo på den!

Knud Aa. Back:

Troen som argument hos Darwin

Fra Discovery Institute:

Mikro = makro?

Arne Kiilerich:

Dawkins’ Greatest Show (boganmeldelse)

Peter Øhrstrøm:

Dawkins’ anti-gudsbevis i kritisk belysning

Per A. Larssen:

Diskriminering av Darwin-tvilere (bokanmeldelse)

Dansk oversættelse kan findes herunder

Peder A. Tyvand:

TV-debatt med Dag O. Hessen

Dansk oversættelse kan findes herunder

Peder A. Tyvand:

Ida som merkevare

Trygve Gjedrem:

Genetisk grunnlag for evolusjon

Boganmeldelse

Dr. Jerry Bergmans bog

Slaughter of the Dissidents: The Shocking Truth about Killing the Careers of Darwin Doubters

[Dissidenter mejet ned: Den chokerede sandhed om hvordan darwinkritikeres karriereforløb bliver slået i stykker. Af dr. Jerry Bergman.]

Igennem tre årtier har professor Bergman indsamlet materiale for at kunne dokumentere den diskriminering der finder sted af folk der tvivler på Darwin på amerikanske skoler og universiteter; et forhold som man måske også ser i Norge. Ben Steins dokumentarfilm Expelled: No Intelligence Allowed er blevet vist i biografer i USA og i andre lande herunder Norge. [Filmen blev endvidere vist på Skabelseskonferencen i Göteborg, efteråret 2009.] Med denne bog udvider Bergman dokumentationen i detaljer om undervisningssystemets bestræbelser på at beskytte evolutionsteori og filosofisk naturalisme fra kritisk vurdering. Med darwintvivlere mener Bergman studerende og professorer der med et teistisk livssyn stiller sig skeptiske over for evolutionsteoriens forklaringer på livets oprindelse og udfoldelse, og som vender sig imod dens naturalistiske basis. Endvidere mener darwintvivlerne at vigtige videnskabelige data på flere punkter undergraver evolutionsteoriens gyldighed, men at dette forties i undervisningen. En undervisning der udelukkende er baseret på denne teori, har skabt store problemer for lærere og studerende der ikke deler denne holdning, men som alligevel har valgt videnskab, herunder biologi, som deres karriere.

Med darwintvivlere mener Bergman endvidere studerende og lærere der tror på en Skaber, om de så er ungjords- eller gammeljordscreationister, fortalere for Intelligent Design (ID) eller i nogle få tilfælde går ind for teistisk evolution. Darwinaktivister bruger, når de blander sig i undervisningen, slagord som “separation of church and state” [adskillelse af kirke og stat] over for enhver modig professor der vover at fortælle sine studerende at der findes problemer med darwinismen, eller at der må stå en intelligens bag livets kompleksitet. Men disse aktivister ignorerer både hensigten med og den balance der findes i The American Constitution’s First Amendment [den amerikanske forfatnings 1. tillægsprotokol] der allerede i sin første sætning slår fast: “The Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof.” [Kongressen må ikke vedtage love der tilgodeser en bestemt religion (dvs. landet kan ikke etablere en statskirke som fx Church of England), eller der forhindrer dyrkelsen af enhver sådan.]

De private uddannelsers rolle i debatten om skabelse/evolution i USA

Spørgsmålet er hvordan uddannelserne i USA praktiserer ovenstående vigtige paragraf. Det er klart at offentlige universiteter, colleges og high schools (gymnasieskoler/ungdomsuddannelser) anvender første del af denne paragraf til at sætte skel mellem stat og kirke i undervisningen. Men når det gælder private undervisningsinstitutioner, eksisterer der åbenbart en misforståelse uden for USA. Det er klart at der findes et større antal private institutioner inden for de nævne skoler; de udgør måske endda hele 50 % af undervisningssystemet. Man påstår at der på de private kan undervises i skabelse ved siden af teorien om planløs evolution, men sådan forholder det sig ikke. Mange gamle og kristne universiteter har udviklet sig til fremragende undervisningsanstalter, men alligevel har evolutionsteorien taget overhånd inden for biologi og anden videnskab. Ivy League Harvard University grundlagt i det 17. årh. uddannede i sine tidligste år puritanske præster. Professor Stephen J. Gould [ham med de “afbrudte ligevægte”], som var stærk modstander af enhver form for skabelsesteori, og som omtales som Amerikas Darwin, var det meste af sit liv tilknyttet Harvard. Det private Princeton University blev grundlagt af presbyterianere, og dets teologiske fakultet underviser i evolutionsteori. Flere evangeliske colleges underviser i teistisk evolution, som fx Wheaton College i Illinois. Som det er tilfældet i Norge, har evolutions-etablissementet i USA fuld kontrol over lærebøgerne, så det er evolutionsteorien der dominerer. Næsten uden undtagelse er alle nyuddannede lærere overbevist om at teorien repræsenterer fakta, bortset fra dem det er lykkedes for at holde deres skepsis hemmelig. Alle de vigtige videnskabelige organisationer i USA, som fx National Academy of Sciences og American Association for the Advancement of Science, har udsendt erklæringer der hævder at evolution bygger på en stærk videnskabelig teori. Disse organisationer optræder som rådgivende organer over for både præsidenten og Kongressen. Når darwintvivlere er gået rettens vej, eller når man her har behandlet klager over darwintvivlere, har American Civil Rights Union (ACLU) indtil nu vundet alle retssager til fordel for darwinisterne.

For at kunne danne sig et billede af hvordan uddannelsessystemet fungerer i USA, kan det være en hjælp at se på det i mindre målestok. Vi kan tage Orange County. Med en befolkning på 3 millioner har Orange County 4 universiteter: et statsligt, et privat, et luthersk plus en af de syv afdelinger af University of California. Her findes endvidere 6 community og city colleges. Orange County har 73 offentlige high schools og 24 private hvoraf 18 har et religiøst udgangspunkt og 6 et ikke-religiøst. Med Californiens befolkning på 36,7 millioner og USA med 300 millioner kan dette illustrere forholdet mellem offentlige og private undervisningsinstitutioner. Jerry Bergman, der har et nært kendskab til hvordan undervisningssystemet fungerer i USA, og som er forfatter til den bog vi her anmelder, udtaler at mindst 80 % af USA’s skoler for højere og lavere uddannelse er kontrolleret af staterne, og mindre end 5 % af alle private colleges er tro over for deres kristne arv. Dette er et verdensomfattende problem, siger han, og det er kun de muslimske lande der underviser i skabelse i biologi- og naturvidenskabstimerne i øvrigt.

Forskellige former for diskriminering

Darwinister kommer ofte med en påstand om at ideer fremsat af darwintvivlere nødvendigvis må være religiøse eftersom de kommer fra en religiøs kilde (og dermed ikke har noget vægt i undervisningen i naturvidenskab [science og biologi]. Men forholder det sig virkelig sådan, eller er det en fordrejet påstand? En idé eller et argument kan komme fra en religiøs kilde uden at den dermed har en uhensigtsmæssig religiøs effekt. Enten er en ny idé acceptabel uanset hvor den kommer fra, eller også er den ikke. Hvis kritikere kan hævde at videnskaben kan frembringe ideer lige gyldigt hvor de kommer fra når blot de er testet med den videnskabelige metode, men samtidig ikke vil tillade ideer der kommer fra (påstået) religiøst hold, da nærmer vi os i betænkelig grad diskriminering. Sagen er at ideer bør underkastes den samme standard for videnskabelig granskning uanset hvilken kilde sådanne ideer hidrører fra, og den må gælde for både darwinister og skeptikere.

I bogens forord opsummerer Bergman de mange former for diskrimination man har udsat dem for der åbent har kritiseret eller blot udtrykt tvivl over for et aspekt af den darwinistiske teori. Det drejer sig om

• nedsættende og upassende bemærkninger fra overordnede
• nej til adgang til avancerede studier
• nej til at trykke artikler
• ekskludering
• afskedigelse
• degradering til lavere stilling
• personlig intimidering og trusler

Bergman fremlægger talrige eksempler herpå i bogen.

Kevin H. Wirth, CEO of Leafcutter Press, medforfatter og udgiver af bogen, har skrevet dens første kapitel. I sine første uddannelsesår accepterede han darwinismen, men hans egne kritiske undersøgelser afdækkede mange problemer med evolutionen som han ikke var kendt med tidligere. Han gik i gang med at dokumentere stridsspørgsmålene, og det bragte ham efterhånden i kontakt med mange ledere i creationist- og ID-sammenhænge. Han har forsynet mange forfattere med baggrundsinformation fra ID, som fx professor i retsvidenskab fra University of California at Berkeley, Phillip Johnson (Darwin on Trial) og Jerry Bergman selv. Han har lavet online-forskningsmetoder for informationskilder i spørgsmål vedr. oprindelse og lavet indgående dokumentation af den diskriminering darwintvivlere bliver udsat for.

Her er hvad han siger om sidstnævnte. Diskriminering af darwintvivlere forgår gerne i flere tempi:

1. De kritiske spørgsmål. Man begynder ofte med følgende spørgsmål: “Hvilken religion tilhører du?” “Tror du virkelig på den slags!” “Hvor har du det fra?”
2. Udskilning. Kolleger, tidligere venner, overordnede og medierne begynder med bemærkninger som: “Vi har virkelig et problem med en mærkværdig fundamentalist blandt undervisningspersonalet, og vi må se at blive denne tåbe kvit.” Eller kolleger begynder at diskutere hvordan de kan blive af med den pågældende, eller hvordan man i det mindste kan begrænse de skadevirkninger han kan have på de studerende, eller endnu vigtigere, på skolens eller universitetets omdømme.
3. Beskyldninger. Uformelle klager og beskyldninger nyder fremme, og de beskriver aktiviteter der angives at være baseret på religiøs tro, og begrundelser for at den pågældendes tilstedeværelse ikke længere er påkrævet. Ofrets klage over diskrimination bliver stemplet som religiøst begrundet, og han bliver ofte beskyldt for at ville hverve proselytter blandt de studerende.
4. Formelle anklager. Her kræves korrigerende handling fra ofrets side som garanti for at han handler i overensstemmelse med de overordnedes ønsker. Anklagerne er oftere baseret på frygt end på fakta.
5. Afskedigelse. Her drejer det sig om at man ikke vil anerkende opnået eksamen, universitetsgrad eller anciennitet og /eller fjernelse af studerende og lærer fra katedret. Og i sammenhængen er det totalt ligegyldigt at den studerende eller læreren har udvist kompetence, dygtighed, kundskaber i eller forståelse af emnet. Han får ikke tildelt den grad han har fortjent, han får ikke lov til at undervise igen eller bliver nægtet anciennitet. Han straffes ofte pga. falske, misforståede eller overdrevne anklager.
6. Retsligt efterspil. Her drejer det som de tilfælde hvor den diskriminerede bestemmer sig for at gå rettens vej for at blive renset for de beskyldninger han har været udsat for. I de fleste tilfælde går American Civil Liberty Union, når en sådan sag kommer for retten, i brechen for dem som har fremført anklagerne for at få de fordrejede beskyldninger godtaget.

Verificering af data

Slaughter of the Dissidents er den første bog i en trilogi hvor Bergman har samlet 3.000 tilfælde hvor han hævder at folk er blevet diskrimineret på grund af deres tro. Han har personligt interviewet 300 som har været ude for noget sådant. Af dem han har talt med, mener 70 % at de er blevet mødt med fordomme, og 40 % at de ligger inde med beviser på oplagt diskrimination på grund af deres forhold til/engagement i ID eller creation science. Som det pålidelige menneske han er, har Bergman overholdt strenge procedurer for sin brug af de fremkomne informationer, og han har, i det omfang det har været muligt, brugt allerede offentliggjorte kilder til ekstra verificering. I hvert eneste tilfælde han nævner i sit arbejde, har han bestræbt sig på at fremlægge en omfattende undersøgelse af begge parter. I de fleste tilfælde er originalkilder, retsudskrifter, beedigede skriftlige erklæringer, interne memoranda og anden information fremskaffet. Hertil kommer at han så vidt muligt har interviewet mennesker fra begge sider af striden.

I de fleste af de tilfælde Bergman har undersøgt, har det vist sig at den udøvede diskrimination er sket på totalt utroværdigt og upålideligt grundlag. De almindeligste svar fra de overordnede har ganske enkelt været at benægte at diskriminering pga. religion skulle have fundet sted, uanset bevisets stilling.

I et af de bedst dokumenterede tilfælde – det med Forrest Mims III [jf. http://en.wikipedia.org/wiki/Forrest_Mims] – har Scientific American hårdnakket benægtet at diskriminering har haft noget som helst at gøre med hans afskedigelse. Denne påstand blev fremført til trods for at den redaktør som fyrede ham, i en offentliggjort udskrift netop har angivet religion som begrundelse.

Nogle eksempler på diskriminering

Rodney LeVake var biologilærer på en ungdomsuddannelse i Minnesota. Han fortalte en kollega at han var kommet i tvivl om Darwins evolutionslære, og at han havde tænkt sig at informere sine biologistuderende om dette. Da dette kom skolens administration for øre, gjorde skolelederen LeVake opmærksom på at han ved at pege på uoverensstemmelser i darwinismen havde vist sig ude af stand til at undervise i dette pensum. LeVake forsikrede sine overordnede om at han ikke havde til hensigt at undervise i creationisme i biologitimerne, men at han ganske enkelt gerne ville præsentere “an honest look at some of the scientific weaknesses of Darwins theory” [et fordomsfrit eftersyn af nogle af de videnskabelige svagheder ved Darwins teori]. Til trods herfor fik han lodret ordre på at gå videre til et andet fagområde og undervise i almen videnskab og kemi. LeVake anlagde sag mod skoledistriktet med påstand om at det havde krænket hans ytringsfrihed og hans religiøse rettigheder, men dommeren afviste sagen med henvisning til at LeVake ikke havde ret til akademisk frihed, og at der ikke var noget i vejen for at han blev forhindret i at fremsætte kritik af evolutionslæren, om kritikken end kunne være nok så videnskabelig solid. En appeldomstol (Minnesota Court of Appeals) stadfæstede afgørelsen. Appelretten slog fast at skolens undervisning bør være en markedsplads for ideer, og at den akademiske frihed bør være beskyttet; men ikke desto mindre anerkendte retten skolens afgørelse om at ville hindre en lærer i at diskutere svagheder i evolutionsteorien!

En naturfagslærer [lærer i science] i North Carolina fortalte sine studerende at han ikke troede på et liv efter døden, på himmel eller helvede, og at troen på den kristne Gud har udviklet sig fra en ældgammel tro på talrige stammeguder. To studerende som ville forlade undervisningen, blev beordret til at sætte sig igen. Mange vrede forældre ringede til skolen for at klage. Læreren blev sagt op og anlagde sag mod skolen. Retten afsagde dom om at læreren havde ret til at forfægte sine religiøse synspunkter i sin undervisning, at enhver indgreb over for denne rettighed ville have en dæmpende effekt på andre læreres ret til at udøve denne ret, og at betydningen af den åbne diskussion i undervisningen er ubetinget!

Bergman har opdaget [som disse to eksempler viser] at retten altid afgør i deres favør som vil fremme ateisme, mod dem der udtrykker teistiske synspunkter. “My search of published academic freedom cases has found no exceptions to this generalization.” [I mine undersøgelser af retsudskrifter fra sager der har drejet sig om den akademiske frihed, forekommer der ikke en eneste undtagelse fra denne regel.]

Organisationer som National Academy of Sciences og National Center for Science Education gør sig store anstrengelser for at sikre at de offentlige skoler alene tillader ikke-teisisk evolution eller i det mindste funktionel ateistisk evolution. Disse grupper er især aktive når det gælder om at modsætte sig teistiske evolutionister og ID-teoretikere (som Michael Behe og William Dembski).

Blandt de mange veldokumenterede tilfælde hvor universitetsprofessorer pga. deres skepsis over for evolution er rendt ind i konflikter med deres kolleger, er Dean Kenyon, professor emeritus i biologi ved San Francisco State University. I følge Bergman er Kenyons tilfælde vigtigt fordi de stridspunkter der er inddraget i sagen, er blevet formuleret uden omsvøb, og fordi hans situation demonstrerer en intolerance der grænser til had mod dem der drager darwinismen i tvivl. Kenyon fik sin ph.d. ved Stanford University i 1965, har været National Science Foundation Postdoctoral Fellow ved University of California at Berkeley, gæsteprofessor ved Oxford University og Postdoctoral Fellow ved National Aeronautics and Space Administration. Sammen med Gary Steinman har han skrevet Biochemical Predestination, en af de mest solgte bøger på gymnasieniveau om kemisk evolution. Han er også medforfatter på bogen Of Pandas and People – The Central Question of Biological Origins. Hans mange videnskabelige artikler er bragt i Nature, Science, Journal of Molecular Evolution osv. Kenyon har været engageret evolutionist i størstedelen af sin karriere og begyndte først at tvivle på evolutionen sent i sit liv. Hans forskning har ført til den konklusion at det er umuligt for kemiske stoffer at lade sig arrangere i komplekse, informationsbærende molekyler alene ved naturlige processer. Hans megen læsning og lange studier har resulteret i at han nu forsvarer ID. Han begyndte at diskutere problemerne med evolution i sine forelæsninger for de studerende. Da hans kolleger opdagede det, reagerede fakultetet med chok, forfærdelse og vantro. I særlig grad var hans videnskabsdepartement ved San Francisco State i oprør da Kenyon afsværgede evolutionsteorien og begyndte at undervise i videnskabelig creationisme. Han fik ordre på at holde sig til undervisning inden for det dominerende synspunkt [paradigme], ikke det “religiøse”. Kenyon argumentere mod dette, men blev til sidst fjernet fra undervisningen i biologi og i stedet placeret i laboratorieundervisningen. San Francisco State University’s Academic Freedom Committee kom i sin rapport til den konklusion at Kenyons akademiske frihed var blevet krænket og fremholdt at universitetet burde tillade og opmuntre til energisk dialog, ja, endog kontrovers. Kenyons opponenter nægtede at godtage rapporten, og den ledende professor ved biologisk institut erklærede at han ikke så sig i stand til at imødekomme Kenyons anmodning om at måtte undervise i biologi igen. Så på trods af en omfattende, veldokumenteret rapport på 16 sider der var stærkt i Kenyons favør, underskrevet af fem professorer fra hans eget universitet, ville lederen i biologi ikke give ham hans kurser i biologi tilbage. Wall Street Journal argumenterede stærkt til fordel for Kenyons akademiske frihed. En stor majoritet af hans universitetsfakultet stemte for Kenyon, og endog American Association of University Professors gik ud med en støtteerklæring for professor Kenyon! Bergman konstaterer at mens Kenyon blev forsvaret af sit universitets kolleger, opførte biologerne sig som dogmatiske materialister. Dette er typisk, siger Bergman.

Dr. Bergman beretter endvidere i sin bog om diskriminering af en række professorer (noget som finder sted uden at der fremlægges bevis for at der undervises i creationisme), og om hvordan skoler ikke uddanner, men indoktrinerer, og at professorer er blevet reduceret til de rene “puppets” [nikkedukker] af universitetet.

Han beskriver også hvordan en række darwintvivlere søger at undgå at blive fyret fordi det lykkes dem at holde deres holdninger til ID og creationisme hemmeligt. Andre går åbent ud med deres ID- eller creationistholdninger, som fx Guillermo Gonzales med filmen The Privileged Planet. Smithsonian Institution havde annonceret at det ville vise filmen, men trak følehornene til sig pga. protester.

Raymond Damadian har opfundet MRI-scanningen [se http://web.mit.edu/invent/iow/damadian.html]. Han var det første der fik indblik i hvordan nuklear magnetisk resonans kan bruges i praktisk medicinsk diagnostisk, og tog de første patenter på denne vigtige udvikling. Men to andre med senere patenter fik forrang og delte Nobelprisen. Al senere MRI-scanning hviler på dr. Damadians banebrydende arbejde; han har senere videreudviklet en åben MRI-scanner til brug i opretstående stilling [the Stand-Up MRI™]. Damadians kristne tro har været central i denne forskningsudvikling.

Bergman afslutter sin bog om darwintvivlere med at beskrive tre superstars’ videnskabelige arbejder. Eftersom det ikke har været muligt at fremkomme med usaglig kritik over for disse verdensberømte personligheder, er de alle tre “overlevet” trods deres darwinkritik. Dr. Wernher von Braun, udvikler af raketvåben og den moderne rumfarts fader, var en ægte støtte for creationismen, med en stærk tro på bibel og bøn. – Dr. Mortimer Adler blev af mange ledende intellektuelle anset for at være en af de største tænkere nogensinde. Han skrev og var medforfatter på over 45 bøger og 200 artikler. I mange år sad han i bestyrelsen for Encyclopaedia Britannica. Han var uforbeholden modstander af darwinismen. – Biokemikeren Sir Ernst Chain grundlagde den antibiotiske videnskab der har revolutioneret medicinen. Han forkastede evolutionen som uforenelig med fakta.

Om bogens forfatter

Dr. Jerry Bergman har sine akademiske grader fra Medical College of Ohio, Wayne State University in Detroit, The University of Toledo og Bowling Green State University. Han har undervist i biologi, genetik, kemi, biokemi, antropologi, geologi og mikrobiologi på collegeniveau i over 35 år. Han har skrevet over 800 publikationer, mere end 22 bøger og monografier og holdt over hundrede videnskabelige foredrag i De forende Stater, Canada og Europa. Han har oplevet uberettiget diskrimination på egen krop. Bergmans trilogi, Slaughter of the Dissidents, Transformed by the Evidence og den tredje (som endnu ikke har fået en titel) der fokuserer på censur, udgør tilsammen et monumentalt værk. Slaughter of the Dissidents er 477 sider, og næsten hver eneste side har en eller flere fodnoter der henviser til en litteraturfortegnelse på 68 sider med over 1.200 publikationer. Bogen har en meget fin introduktion af professor i retsvidenskab og i statskundskab John Eidsmoe, ordineret pastor ved “Association of Free Lutheran Congregations” og forfatter til 13 bøger, herunder Christianity and Constitution.

Denne boganmeldelse er skrevet af Per A. Larssen, Californien, USA; oversat fra norsk af K. Aa. Back.

[til indholdsfortegnelsen]

En tv-debat med Dag O. Hessen

i Oslo den 13. januar 2010

Af Peder A. Tyvand

Biologiprofessor Dag O. Hessen har skrevet bogen “Egoisme” sammen med sin kollega i socialantropologi Thomas Hylland Eriksen. Efter at disse to Oslo-professorer har udgivet denne bog i 1999, fik jeg den tilsendt fra Høgskolen i Østfold med invitation til et debatmøde som skolen ville arrangere. Der var det meningen at jeg skulle stille op som indleder sammen med Dag Hessen og få anledning til at debattere evolution i almindelighed og hans bog i særdeleshed. Debatten blev aflyst, men mødet blev afholdt. Mødet bestod i en enetale fra Hessen, så vidt jeg véd. Jeg var ikke til stede. Siden dengang har jeg i ti år forgæves prøvet at få Hessen med på en debat i medierne, ansigt til ansigt. Til slut lykkedes det, nu lige efter at Darwin-året 2009 er gået uden antydning af darwindebat i ledende norske medier. Paradoksalt nok kommer debatten efter at samme professor Hessen har været i Morgenbladet, 30.10.2009, hvor han har påpeget den totale mangel på darwindebat i Darwins jubilæumsår. http://www.morgenbladet.no/apps/pbcs.dll/article?AID=/20091030/OAKTUELT/710309918

Jeg har netop nu været i studie med Dag O. Hessen og debatteret darwinisme og Intelligent Design på Adventistsamfundets tv-kanal. Ganske vist finder denne debat ikke sted i et ledende medie. Men den er i det mindste med en ledende darwinist og ikke med en af hans larmende sergenter. Jeg er taknemmelig over for adventisternes programleder Gunnar Jørgensen som det er lykkedes at få denne debat i stand mellem Hessen og mig. Der blev lavet optagelser til i alt fire programmer 13. januar. Optagelserne fandt sted på Hessens hjemmebane, på et konferenceværelse på Biologisk Institutt ved Universitetet i Oslo. Tv-programmerne skal efter planen sendes til marts.

Jeg kan ikke rose mig af at have gjort den bedste figur ved disse tv-optagelser. Men efterfølgende tror jeg at min strategi var god. Den var todelt: For det første påpegede jeg darwinisternes manglende videnskabelighed i det øjeblik de henfalder til magtargumentation. For det andet gik jeg offensivt til værks og lancerede det jeg kalder fem dogmer for Intelligent Design (ID).

Af erfaring véd jeg at sådanne debatter ofte havner i dybe hjulspor. Darwinisterne bruger deres magtsprog og får lov at slippe af sted med det. Mødelederen godtager magtsproget, og moddebattøren får problemer med at imødegå det. Endvidere siger darwinisten at der ikke findes alternativer til evolutionen. Han efterlyser en teori som kan forklare lige så meget, og man bliver hurtigt svar skyldig. Her er angreb det bedste forsvar. Jeg startede debatten som førsteindleder og fik sat en dagsorden. Den gik på at jeg stod klar til at stoppe Hessen hver gang han brugte magtsprog. Og jeg fik lagt vægt på at vi har et alternativ, i form af fem dogmer som vi tager som udgangspunkt. Disse dogmer for Intelligent Design må selvfølgelig testes grundigt på virkelighedens verden.

Debatten blev meget mere frugtbar end det almindeligvis er tilfældet. Hessen forsøgte ihærdigt at holde sig fra magtsprog, og han indrømmede flere gange at han alligevel faldt i. Så magtsprog blev kun brugt relativt få gange. Dette er vældig positivt. Endvidere var Hessen ret så forsigtig med at anklage os for at mangle alternativer til evolutionen. På den måde blev debatten tvunget over i et mere sagligt spor end hvad der er almindeligt i sådanne sammenhænge. Jeg skal ikke gå ind på debattens forløb her. Jeg vil blot omtale hvad jeg valgte af taktik for at forhindre debatten i blot at handle om darwinisternes magt og hvad de forlanger af deres modstandere.

Magtsproget

Mit første skaktræk var at tage magtsproget til fange. Det at bruge magt til at begrunde magt er noget af det mest uvidenskabelige man kan gøre. Magt der begrunder magt, er et velkendt fænomen i politik. Sådan har alle totalitære regimer ageret til alle tider. Vi oplever noget af den samme tendens i klimadebatten. Her skaber man det indtryk at det kun er de forskere der tænker som deres politikere, der har “moralsk ret” til forskningsmidlerne. Jeg lavede en liste over ni former for magtsprog, og den følger her:

1)     Magtretorik: Krav om underkastelse. “Bøj dig for denne ene, rette lære!”

2)     Herskerteknik: Trusler, boykot, berufsverbot, censur, frygt, dårlig samvittighed, konformitetspres, suggestion.

3)     Kvantitet som surrogat for kvalitet: “Massevis af fund”.

4)     En “naturvidenskabelig” konsensus: Alle mener det samme.

5)     Beviserne findes altid der ude et eller andet sted: “Et enormt bevismateriale”.

6)     Dogmer bliver præsenteret som forskningsresultater.

7)     Brud på den hypotetisk-deduktive metode: Hvor er darwinisternes falsifikationsprogram?

8)     Fremhævelse af egen fortræffelighed (selvros).

9)     Fremhævelse af de andres uduelighed (dæmonisering).

Magt der underbygger sig selv, er frygtelig selvhøjtidelig og humørforladt. Det gælder i politik, og det gælder darwinismen. Den har heller ingen humor på egne vegne. Humor er derfor en vigtig form for modmagt. Det er vigtigt at vores humor også indeholder selvironi. Ingen IDister bør have problemer med at indrømme at vi ikke forstår alt.

Her er de ni former for magtargumentation kun nævnt som stikord. Jeg brugte kun de vigtigste af dem i selve debatten, og jeg tog fat på kvantitet brugt som surrogat for kvalitet (punkt 3). Hessen faldt i nogle gange, men det var opmuntrende at han til dels selv tog sig i det. Hessen henviste som forventet også til videnskabens “konsensus” (punkt 4). Men var samtidigt indirekte selvkritisk ved at pege på politikernes misbrug af konsensus i klimadebatten. Hessen undgik stort set de syv andre former for magtsprog i denne tv-debat. Jeg regner med at skrive nogle flere artikler til Origo hvor jeg vil uddybe disse ni former for magtargumentation. Konkretiseringen går på at jeg vil analysere darwinistisk propaganda fra skoleverdenen og i medierne.

Dogmer der hører til Intelligent Design

Alle mennesker har dogmer. Metafysiske forudsætninger som vi møder virkeligheden med. Der går ikke noget af en ved at man bevidstgør sig om sine egne dogmer og forsøger at sætte ord på dem. Hvis du går rundt uden dogmer, betyder dette blot at de er blevet skubbet ned i underbevidstheden, og at de befinder sig uden for din kontrol. Det er ikke behageligt at tænke på at andre måske sidder og kalkulerer med at kontrollere de dogmer som er blevet skræddersyet til at styre din tanke. Her følger fem dogmer som jeg har formuleret for Intelligent Design (ID).

1)       Livet bygges ovenfra. Livets årsag er rigere end livet. Til stede skal være de rigtige grundstoffer, der skal være energi nok, og der skal indføres information udefra for at danne liv.

2)       Formuleringsniveauet: Livet udfoldes som resultat af formulerede opskrifter (algoritmer, skabelsesplaner). En algoritme er en sekvens med instruktioner der er kodet og sat op i en bestemt rækkefølge. Livets algoritmer er formuleret i DNA-sekvenser.

3)       Handlingsniveauet: Dette er de biokemiske livsprocesser som bygger på at algoritmernes instruktioner (DNA-sekvenserne) bliver aflæst i den rigtige rækkefølge og virkeliggjort i form af proteiner.

4)       Alt liv er hierarkisk, altså ordnet i rangorden. Formulering og handling udgør to hierarkiske niveauer hvor formulering står over handling. En levende organisme er også hierarkisk opbygget. Det højeste hierarkiske niveau er hele individet, derefter følger organ-niveauet.

5)       Informationsstrømmen går i én retning: Fra formuleringsniveau til handlingsniveau. Fra DNA til protein. Dette er genetikkens “centrale dogme”.

Det er interessant at biologerne selv opererer med et af disse dogmer, og faktisk også kalder det for et dogme. Dogme 5: Genetikkens centrale dogme. Vi har tilladt os at låne dette dogme. Men vi ser hvordan dogme 5 passer perfekt med de fire andre dogmer der er særegne for ID: DNA koder for proteiner, ikke modsat. Kommandoen går oppefra og ned i hierarkiet. Fra formuleringsniveau til handlingsniveau. Dette passer perfekt sammen med grundtanken om at livet bygges ovenfra.

Det at bygge systemer ovenfra er slet ikke noget ukendt begreb eller en uacceptabel tanke i videnskaben. Det er tværtimod selve idealet i matematikkens verden. Aksiomerne er matematikkens dogmer. Det at bevise matematiske sætninger (teoremer) er at opstille algoritmer i form af beviskæder. Handlingsniveauet for disse bevisalgoritmer giver en tankemæssig verifikation af disse teoremer som udfolder en verden af matematisk kundskab. Denne teoremernes verden af aksiomernes udfoldelse udgør et lavere hierarkisk niveau end de samme aksiomers formuleringsniveau.

Vores fem ID-dogmer må selvfølgelig testes mod empirien. Men rigtig meget taler for at DNA-formuleringen og den konkrete biokemi må opfattes som to separate hierarkiske niveauer, analogt med software og hardware i en computer. Vi siger ikke at der ikke er behov for flere dogmer end disse fem, men vi ønsker at gå ud fra så få dogmer som muligt. Vi tilstræber nemlig en størst mulig åbenhed for empirien når vi skal gå videre, med udgangspunkt i disse fem grundlæggende dogmer.

Ved at gå offensivt ud i debatten og henvise til vores dogmer, fik jeg gjort Dag O. Hessen en smule defensiv på dette punkt. Jeg viste ham en liste over fem darwinistiske dogmer som ikke på nogen måde er sarkastisk ment fra min side. Her følger mit forslag til darwinistiske dogmer:

1)       Livet bygges nedenfra. Fra årsager som er mindre komplicerede og indeholder mindre information end livet. Det kræves blot tid og energi nok, de rigtige ingredienser og de rigtige atmosfæriske forhold, så vil livet blive til og udvikle sig uden tilførsel af information udefra.

2)       Naturlove + støj + tid er tilstrækkeligt for liv når de ydre materielle betingelser er til stede.

3)       Alle livsformer i nutid og fortid hænger sammen i en ubrydelig kæde af naturlig afstamning fra en første urcelle.

4)       Livsformernes mangfoldighed skyldes tilpasninger på grund af den naturlige selektion.

5)       Livsformernes informationsindhold er bygget op igennem lang tid som en kumulativ virkning af tilfældige mutationer.

Dag Hessen var ikke enig i dogme 3 og fremlagde en modargumentation som var interessant, men som jeg mener, er fejlagtig. Dette vil jeg omtale kort nedenfor. Planen er at skrive en mere omfattende artikel om disse spørgsmål senere.

Man kan meget vel kritisere at jeg har udeladt genetikkens centrale dogme fra denne liste over darwinistiske dogmer. Jeg har taget det med på vores liste over ID-dogmer fordi jeg mener at det passer bedre hos os end på darwinisternes liste. Det var interessant at Dag Hessen faktisk problematiserede genetikkens centraldogme, mens han så vidt jeg opfattede ham godkender påstandene 1, 2, 4 og 5 på min liste med forslag til darwinistiske dogmer. Som forventet ønskede han ikke at disse påstande skal kaldes for dogmer.

Stamtræets kontinuitet eller mangel på samme

Det vigtigste uafklarede spørgsmål i debatten med Hessen var dette med kontinuiteten fra urcellen til mennesket. Kræver darwinismen en sådan kontinuitet, eller gør den ikke? Kan man benægte kontinuiteten fra urcelle til menneske og samtidigt fastholde et fælles stamtræ? Hvad betyder fossilernes såkaldte mellemformer i denne sammenhæng? Hvilken betydning har eventuelle gunstige mutationer i denne sammenhæng? Hvilken betydning har artsbegrebet og sterilitetsbarriererne som afgrænser artsbegrebet? Hvordan kan en afstamningsrække klatre elegant over alle sterilitetsbarrierer? Hvilken betydning kan man tillægge kvantitative sammenligninger af DNA? Beviser dette at hele stamtræet hænger sammen selv om hver gren ikke nødvendigvis gør det?

Jeg oplever at Dag Hessen opererer med et dobbelt bogholderi, hvor han samtidig både fastholder og benægter at stamtræets grene hænger sammen i ét eneste sammenhængende træ fra rod til top. Han mener at kunne fastholde kontinuiteten i form af fælles DNA som har ændret sig i mikroskopiske trin. Samtidig benægter han kontinuiteten når han hævder at isolerede populationer kan udvikle sig til noget helt andet end den art de kom fra. At isolation i tid og rum kan forårsage en kløft af diskontinuitet. Jeg opfatter denne tankegang som en ideologisk overstyring af empirien.

Selv tror jeg ikke på noget kontinuerligt stamtræ med fælles udgangspunkt i en urcelle. Jeg tror mere på separate grundtyper som er blevet differentieret i tidens løb. Jeg vil hævde at Hessen tager dobbelt fejl når han argumenterer for stamtræet. Alle isolerede populationer må have en kontinuitet tilbage til den artspopulation de er udsprunget af. Hessens opfattelser vedrørende diskontinuitet i denne sammenhæng er dårligt underbygget. Når det gælder DNA, er en kvantitativ sammenligning af levende arters DNA intet bevis for en kontinuitet af levedygtige mellemformer. Hessen benægter pudsigt nok kontinuiteten dér hvor han burde have fastholdt den: Når det gælder isolerede populationer og deres ophav. På den anden side fastholder han kontinuiteten der hvor han burde have tvivlet på den: Når det gælder spring i DNA-sammensætning fra en dyregruppe til en anden.

Videre debat?

Jeg håber at Dag O. Hessen vil fortsætte med at åbne for den frie debat. Han er nu begyndt den i en lille nichekanal som kun har nogle titusinder seere. Hessen er prisbelønnet popularisator og kommunikator, og han har stor indgang i statskanalen NRK [Norges DR].

Oversat fra norsk af K. Aa. Back

[til indholdsfortegnelsen]