Kommentar:
Man gjorde et barn fortræd
Undertiden bliver jeg virkelig chokeret over hvad der foregår i mit svigermoderland på den anden side af Sundet.
Man har tit spurgt os om hvorfor vi dog ikke flytter derover (igen) når vi nu elsker Sverige i den grad.
Flere grunde melder sig; og en af dem er en meget betænkelig tendens der tilsyneladende har bredt sig i folkhemmet. En statstænkning som ville gøre ethvert jerntæppeland ære.
Og det værste eksempel faldt vi over forleden ved en ganske uforpligtende gennemgang af svensk text-tv.
En mor er ved landsretten frikendt for “en kysse-lovovertrædelse”, kyssbrott.
Alene ordet! Kyssbrott.
Men sagens implikationer må slå en med rædsel, for hvad står der ellers i dette tilsyneladende ikke-opstandelsesvækkende nyhedstelegram: “Drengen var tre år på det pågældende tidspunkt, og moderen har siden da ikke haft lov til at være sammen med sin søn uden tilsyn.
“… fått träffa sonen ensam” står der! Vi kan altså konkludere at man har revet tre år ud af drengens liv sammen med sin mor bare fordi et par seksualfikserede børnehavepædagoger har fået noget naturligt galt i halsen.
Det er i den grad rystende. Jeg savner ord.
I Groft Sagt i Berlingske har juristen Ditlev Tamm taget den svenske menneskerettighedskommissær Thomas Hammerberg noget ved vingebenet de sidste par dage. Måske skulle vi bede ham forklare os hvordan man indbringer Sverige for Menneskerettighedsdomstolen for et sådant overgreb på en families rettigheder og personlige frihed, herunder hvor længe en mor finder det opportunt at amme sit barn.
|