[Forsiden] [Origo 110 indholdsfortegnelse]

[Delsiden oprettet den 26/9 2008

Senest revideret den xxx]

Naturens jackpot med finindstillede konstanter

Af Steinar Thorvaldsen

Redaktør af Origo 110

Indhold, noget om:

Det antropiske princip

Naturkonstanterne

Transcendente matematiske tal

Ledende videnskabsteoretikere

Faglig anerkendelse længe undervejs

Oversat af K Back

Dette nummer af Origo har flere artikler om det som ofte kaldes Det antropiske princip. Grunden er at vi vil markere at dette er det første designargument som nu bliver anerkendt af hovedstrømmen af forskere, og dermed kan få plads i lærebøgerne ved vores skoler.

Naturkonstanterne er noget vi lærer om i den grundlæggende fysik. Tidligere mente vi vel at dette bare var tal med mange decimaler som det var vanskelig at huske. Men det viser sig at de er finindstillet næsten som strengene på guitaren. Jeg glemmer ikke første gang jeg hørte at disse konstanter danner et fint afstemt bygningsværk som gør menneskets eksistens muligt. Det var i begyndelsen af 1980’erne, og en af professorerne i anvendt matematisk, Kristian Dysthe ved Universitetet i Tromsø, bad mig komme ind på kontoret for at vise mig et grundlæggende princip som var publiceret i en artikel. Det antropiske princip er så fundamentalt at det næsten er et paradigme i sig selv.

Efter at Det antropiske Princip var publiceret, forsøgte mange at aflede disse naturkonstanter fra de såkaldte transcendente matematiske tal som π (≈ 3,14…) og e (≈ 2,71…). Men dette mislykkedes. De finindstillede naturkonstanter viste sig at være umulige at forudsige. De er deres egen basis og er givet ved den værdi de har.

Som I vil se af artiklerne i dette nummer af Origo, så anerkendes Det antropiske princip nu af et bredt spekter af ledende videnskabsteoretikere. Dr. John Polkinghorne er en af de mest fremtrædende nulevende tænkere og forfattere inden for fagområdet naturvidenskab og tro. Han er medlem af Royal Society, har været professor i fysik ved Cambridge University indtil han fik et præstekald i Cambridge og Bristol. Se artiklen af Knut-Willy Sæther som har skrevet doktorgrad om Polkinghorne. Den teoretiske fysiker og forfatteren Paul Davies hævder det samme om Det antropiske princip i sin bog The Cosmic Blueprint (1988). Den tilsvarerende argumentation findes også hos en af verdens førende genetikere, Francis Collins, i bogen The language of God (2007). Collins var direktør for projektet som har kortlagt hele menneskets genom for nogle år siden. Andre kendte forskere som tilslutter sig dette, er Cambridge-professor Stephen Hawking, Harvard-professor Owen Gingerich og Sir Fred Hoyle.

Man kan undre sig over hvorfor det har taget så lang tid at få faglig anerkendelse for Det antropiske princip. Da må man huske på at naturvidenskabeligt arbejde er en møjsommelig ting og den tager tid. Alt må prøves og vejes på “guldvægt”. Det samme vil gælde den biologiske finindstilling vi finder i DNA-molekylets koder. Her ligger megen forskning stadig foran os, og det har blevet påstået at vi stadig befinder os på stenalderstadiet når det gælder forståelsen af DNA og den biologiske nano-teknologi som vi finner implementeret i dette. Når det gælder design i molekylærbiologien, har man kun arbejdet velsagtens 10 år med denne tanke, mens Det antropiske Princip i fysikken har over 30 år på bagen. Paradigmeskifter tager gerne en generation.

Men med dette nummer af Origo vil vi fejre at Det antropiske princip er en generation gammelt, og nu er blevet bredt anerkendt som det første designargument i vor tid. Dette er en vigtig milepæl og et signal om at flere designbaserede paradigmeskifter kan komme.