Velkommen til Spongenberg.dk

“If God has created the world one might expect there to be some signs that this is the case.” [“Hvis Gud har skabt verden, må man forvente at den indeholder nogle tegn på at dette er tilfældet.”] [1] Dette citat er umiddelbart et udtryk for det vi kan betegne som en naturlig teologi. Det emne har været centralt inden for teologien, især i den angloamerikanske tradition og specielt inden for debatten om forholdet mellem teologi og naturvidenskab. I denne debat, som stadig foregår, møder vi naturlig teologi i en revideret udgave, med et nyt indhold og en ny forståelse. En af dem som taler for en sådan revideret naturlig teologi, er fysikeren og teologen <John Polkinghorne>. Han udtrykker sig så skarpt at han endog mener at naturlig teologi er forummet for mødet mellem teologi og naturvidenskab. Vi skal i denne artikel se lidt nærmere på Polkinghornes koncept. Men først et kort historisk rids om naturlig teologi og nogle af de temaer og problemstillinger som har været i fokus i den forbindelse.

[Indhold]

»Hvis Gud har skabt verden, må man forvente at den indeholder nogle tegn på at dette er tilfældet.«

Kort historik

Foruden spor af en naturlig teologi i Bibelen, som for eksempel i <Romerbrevet> (1,19-20), kan vi sige at en naturlig teologi som teologisk koncept bliver udformet i forskellige epoker af kristendommens historie. Der er særlig to perioder som skiller sig ud. For det første finder vi det i middelalderen, med <Anselm af Canterbury> og <Thomas Aquinas> som de mest centrale. Der møder vi en naturlig teologi som i særlig grad knytter sig til gudsbeviserne. Den førstnævnte bidrager hovedsagelig med sit <ontologiske gudsbevis> [dvs. et gudsbevis ud fra gudsbegrebets indhold], mens Thomas bidrager med en mere omfattende tilrettelæggelse af forholdet mellem tro og viden, og han er især kendt for sine fem gudsbeviser. Dette gøres med det samme formål som Anselm: at argumentere for Guds eksistens. Thomas’ forskellige måder at nærme sig dette begreb, samlet set, handler om to hovedargumenter. Det ene er det kosmologiske argument, dvs. det faktum at verden kræver en forklaring, eller udtrykt med Leibniz’ ord: “Why does something exist rather than nothing? [Hvorfor findes noget fremfor ingenting?]” [2] Det andet kan betegnes som designargumentet, at verden fremstår med en orden og sammenhæng, og at dette indicerer en mening og en hensigt.

Den anden periode hvor naturlig teologi gør sig særligt gældende, er fra sidste del af 1700-tallet og ind i 1800-tallet. <W. Paley> argumenterer for Guds eksistens ud fra naturens design. [3] Paleys argument kan knyttes til middelalderens teleologiske gudsbevis. Det er derfor ikke en ny tænkning som udvikles her, men en genoplivelse af gamle gudsbeviser. Alligevel findes der i denne periode en forkærlighed for at ‘proppe Gud ind i’ de ubesvarede naturvidenskabelige spørgsmål. En sådan tankegang er blevet betegnet som ‘God of the Gaps’, noget vi vil vende tilbage til senere. Denne argumentation vinder hævd et godt stykke ind i 1800-tallet, selvom tanken om en designer ud fra naturens design bliver kritiseret på forskellig måde af både <Hume> og af <Kant>. Men det er ikke først og fremmest af filosofiske grunde at den naturlige teologi i denne periode bliver svækket, men af naturvidenskabelige. Polkinghorne mener at tanken om en designer ud fra design i naturen får dolkestødet i og med Darwins udgivelse af On the Origin of Species by Means of Natural Selection i 1859. [4]

Efter den tid har tanken om en naturlig teologi været mindre fremtrædende. Det kan der være mange grunde til, både fra naturvidenskabeligt og teologisk hold. Polkinghorne peger på at traditionen fra <Kierkegaard> har bidraget til at fokus på en naturlig teologi er blevet svækket. På samme måde har den dialektiske teologi [“en samtale mellem Gud og mennesket”], med <Barth> i spidsen, været en medvirkende faktor til at naturlig teologi har tabt terræn som teologisk tema.

[Indhold]

»Hvorfor findes noget fremfor ingenting?«

Problemet med traditionel naturlig teologi

Ifølge Polkinghorne er et hovedproblem med den traditionelle naturlige teologi at man bruger Gud som forklaring på forskellige fænomener. De naturvidenskabelige, uløste, problemer er dermed blevet besvaret af teologien på en forkert måde. En udfordring som melder sig i kølvandet på en sådan tænkning, er en God of the Gaps-tankegang. [5] Ved at placere Gud i kundskabshullerne bliver den samme Gud reduceret i samme grad som forskningen fylder hullerne ud. Resultatet er tydeligt: Jo mere vi véd og får kortlagt, desto mindre plads bliver der til Gud.

Han hævder at dette er noget af svagheden i en del af den argumentation der knytter sig til naturlig teologi, sådan som man finder det hos fx Paley. Den form for naturlig teologi må derfor forkastes: “The God of the Gaps is dead and with him has died the old-style natural theology of Paley (…). No theologian need to weep for them, for the God of the Gaps, hovering at the periphery of the known world, was far from being someone of whom it could be said that ‘all understand that this is God’.” [“Den Gud som er gud for hullerne i vores viden, er død, og med ham er også Paleys gammeldags naturlige teologi død og borte … Det skal ingen teolog nu fælde tårer over, for kundskabshullernes gud, der svæver i periferien af den kendte verden, er langt fra en om hvem man må sige at ‘alle forstår at han må være Gud’.”] [6] Paleys argument adskiller sig derfor fra Thomas’. Polkinghorne hævder at Thomas’ tanke ikke er at man skal placere Gud i de kundskabshuller man til enhver tid måtte have, men at Gud er “… the ground of all that is in the world and not to be identified with any part of its process.” [“… altings ophav og må ikke identificeres med nogen del af denne verden.”] [7] For at illustrere den pointe siger Polkinghorne at Gud ikke er aktør på scenen i virkelighedens store drama, men at han er selve dramaets forfatter og producent.

Han påpeger endvidere at hans egen forståelse af naturlig teologi ikke er en ny omgang gamle spørgsmål på nye flasker relateret til ‘God of the Gaps’. Han hævder at problemet med Paleys designargument er at man derved prøver at give teologiske svar på naturvidenskabelige spørgsmål. Derimod er det vigtigt at fremhæve at på naturvidenskabelige spørgsmål må man give naturvidenskabelige svar. Hvis man ikke holder dette helt klart ude fra hinanden, vil man havne i ‘God of the Gaps’.

‘God of the Gaps’ er altså en teologisk bommert. Det at Gud bliver placeret i kundskabshullerne, gør vold mod hvordan man bør forstå Gud som skaber. Hvis Gud er Skaberen, så er han knyttet til hele virkeligheden, både det forklarlige og det uforklarlige. Det er denne bredde man må have, om det skal være meningsfyldt at tale om naturlig teologi i dag, mener han.

[Indhold]

Thomas Aquinas: »Gud er altings ophav og må ikke identificeres med nogen del af denne verden.«

Polkinghornes reviderede naturlige teologi

“Natural theology is important, because if God is the Creator of the world he has surely not left it wholly without marks of his character, however veiled.” [“Naturlig teologi er vigtig fordi hvis Gud er verdens Skaber, har han helt sikkert ikke ladet den være uden tegn på sit væsen, hvor tilsløret det end må være.”] [8] Hvad er så Polkinghornes tænkning om en revideret naturlig teologi? Selv om naturlig teologi fik en slagside som følge af God of the Gaps-tankegangen, kan man nu konstatere en fornyet interesse for temaet. Han siger selv at det nye initiativ, interessant nok, ikke kommer fra teologisk hold, men fra naturvidenskabeligt, nærmere bestemt fra det forskningsmiljø der hører til faget fysik. Det er denne ændring, fra teologi til naturvidenskab, som er noget af det nye i hans naturlige teologi: “Nevertheless, a contemporary revival of natural theology is taking place, more at the hands of the physical scientists than at the hands of the theologians.” [“Ikke desto mindre er det sådan at der sker en genopliven af naturlig teologi i nutiden, og det foregår mere i fysikernes end i teologernes regi.”] [9]

Pointen er at naturvidenskaben avler spørgsmål og problemstillinger som peger ud over dens eget område. I den forbindelse siger Polkinghorne at virkeligheden ikke er naturvidenskabelig selvforklarende, og at det i særlig grad er fysikken som bidrager til det han kalder de metafysiske spørgsmål. Teologi, og herunder naturlig teologi, bør derfor kunne give udfyldende perspektiv på det som ligger i forlængelse af den naturvidenskabelige forskningsaktivitet: “What theology can do for science is to provide answers to those meta-questions that arise from science but go beyond what science itself can answer.” [“Hvad teologien kan gøre for naturvidenskaben, er at forsyne den med svar på de meta-spørgsmål som den, videnskaben, rejser, men som ligger ud over hvad den, videnskaben, selv kan give svar på.”] [10] Naturvidenskaben kan bare tage naturlovene som et udgangspunkt der på forhånd er givet, men teologien kan give perspektiv på hvorfor lovene er som de er, siger Polkinghorne. Man må altså gå til teologien for at finde en dybere og mere helhedspræget forståelse af virkeligheden.

Det som bliver vigtigt, er at hævde et kosmologisk argument som korresponderer med det tidligere nævnte spørgsmål hos Leibniz. To alternative svar kan gives: Enten er verden til i kraft af sig selv, eller også eksisterer verden fordi der findes en guddommelig intelligens. Polkinghorne hævder at det som har frembragt en fornyet tanke om naturlig teologi, er “… the insight that the laws of nature possess certain characteristics that have resulted in their being seen not to be sufficiently intellectually satisfying and complete in themselves alone.” [… den forståelse af naturlovene der siger at de besidder visse karakteristika der har resulteret i at de findes, synes ikke at være intellektuelt tilfredsstillende og fyldestgørende i sig selv.”] [11]

Han peger på nogle karakteristika ved virkeligheden som den naturvidenskabelige forskningen aktualiserer, men som den ikke selv kan forklare. Behovet for en dybere forklaring kommer som en følge af at man observerer “… the potentiality inherent in the structure of the world, its interlocking tightly-knit character, and, indeed, its very intelligibility which makes it open to our inquiry.” [“ … det potentiale der ligger dybt rodfæstet i verdens struktur, dens tæt sammenknyttede karakter og dens, i allerhøjeste grad, forståelighed som lægger den åben for vores spørgen. ”] [12] Det er bl.a. disse karakteristika ved virkeligheden som danner udgangspunktet for hans reviderede naturlige teologi.

[Indhold]

Naturvidenskaben avler spørgsmål som peger ud over dens eget område

Ambitionsniveau for en naturlig teologi

Hvilket ambitionsniveau kan en sådan naturlig teologi have? For det første er en revideret naturlig teologi at forstå som en moderat udgave af den tidligere naturlige teologi. Polkinghorne vil ikke benytte begrebet bevis, men hellere begrebet indicier om hvad naturen kan give af information om en skaber. En naturlig teologi må ikke have ambitioner om at finde et guddommelig stempel på det skabte. Det bør være muligt at forsvare en naturlig teologi ved at nærme sig skaberværket på en mindre ambitiøs måde: “… one might anticipate that there would be some hints that could be construed as pointing in a divine direction.” [“… man kunne forestille sig at der ville være nogle hints der kunne tolkes i retning af noget guddommeligt.”] [13] I anden sammenhæng udtrykker Polkinghorne det sådan at en revideret naturlig teologi hellere bør fokusere på “… insight rather than demonstration.” [… erkendelse frem for bevisførelse.”] [14]

For det anden er en revideret naturlig teologi kendetegnet ved at man ikke fokuserer på enkeltheder, sådan som Paleys ræsonnement tager udgangspunkt i. [15] Ifølge Polkinghorne vil en revideret naturlig teologi “… [look] to the ground of all science’s explanation, the laws of nature that it has to take as the assumed and unexplained basis for all its explanation, and it asks whether there is more to be understood about these laws beyond their mere assertion.” [“… have blikket rettet mod al naturvidenskabs basis for forklaring, de naturlove som den er nødt til at gå ud fra som givet, og som udgør en uforklarlig basis for alle dens forklaringer; og den spørger om der er mere at forstå vedrørende disse love ud det rent pålydende.”] [16] Han argumenterer både mod dem som hævder at en sådan naturlig teologi trænger sig ind på naturvidenskabens domæne, og mod dem som hævder at dette er en ny variant af en God of the Gaps-tankegangen.

Til den førstnævnte kritik vil han sige at en revideret naturlig teologi ikke gør sig til medbejler til de naturvidenskabelige forklaringer. Den vil derimod bidrage til at sætte disse naturvidenskabelige forklaringer ind i en bredere og mere meningsfyldt sammenhæng. Til den anden kritik vil han sige at det ikke bliver en ny runde med kundskabshullernes Gud fordi en sådan tilnærmelse fokuserer på det som er det givne naturvidenskabelige forhold i stedet for det som er naturvidenskabelige åbne, ubesvarede spørgsmål. [17] Det er vigtigt for Polkinghorne at holde fast i at teologien ikke skal bruge Gud som forklaring på det naturvidenskaben ikke kan forklare.

I den teologiske diskurs [erkendelsessamtale] er en revideret naturlig teologi også begrænset. I den forbindelse ser han naturlig teologi i lys af Guds åbenbaring ved Jesus Kristus: “Natural theology may only be able to help us to discern ‘something like a supreme being, an absolute nature’, and it is certainly powerless by itself to bring us to know the God and Father of our Lord Jesus Christ, but its insights are not for that reason to be despised.” [“Naturlig teologi vil måske nok alene være i stand til at hjælpe os frem til en erkendelse af ‘noget i retning af et højere væsen, en absolut natur’, og den formår så sandelig ikke at føre os til kendskab af Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader; men derfor behøver man ikke kaste vrag på dens erkendelser”] [18] I anden sammenhæng giver han udtryk for at naturlig teologi leder frem til en begrænset forståelse af Gud som universets store arkitekt. Man får med andre ord ikke indsigt i Gud selv, men indsigt i Gud sådan som han fremstår som arkitekten af universet. Kendskab til Gud får man derimod på en anden måde: “However valuable natural theology may be in pointing to the divine and affording insight into his creation, it will only at best be able by itself to bring us to the Cosmic Architect or Great Mathematician. The God and Father of our Lord Jesus Christ is to be sought by other means.” [“Men hvor værdifuld naturlig teologi end kan være når det gælder om at udpege det guddommelige og at gøre det muligt af skaffe sig indsigt i hans skaberværk, vil den kun i de heldigste tilfælde være i stand til at føre os til Den kosmiske Arkitekt eller Den store Matematiker. Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, må man søge ad andre veje.”] [19] Polkinghorne henviser her til bl.a. teologiens praktiske dimension: bøn og tilbedelse.

[Indhold]

En revideret naturlig teologi ikke gør sig til medbejler til de naturvidenskabelige forklaringer, men vil derimod bidrage til at sætte disse naturvidenskabelige forklaringer ind i en bredere og mere meningsfyldt sammenhæng

Naturens forståelighed

Når man går mere ind i Polkinghornes forståelse af naturlig teologi, er der flere temaer som viser sig interessante. Jeg vil her kortfattet præsentere to: naturens forståelighed og naturens finindstilling.

En revideret naturlig teologi bør, ifølge ham, bringe dén naturvidenskabelige indsigt som er knyttet til naturens forståelighed, på bane. Det er nødvendigt fordi emnet peger ud over det rent naturvidenskabelige. Naturens forståelighed er et mysterium, mener han. For at uddybe og tydeliggøre sin pointe, tager han udgangspunkt i matematikken: “The mystery deepens when one recognizes that it is mathematics that provides the key to understanding the deep structure of the physical world.” [“Mysteriet mystificeres yderligere når det går op for en at det er de matematiske grundsætninger der rummer nøglen til forståelse af den fysiske verdens grundlæggende struktur.”] [20]

Hvis man ikke holder fast i at der findes en forståelighed i naturen, vil naturvidenskab være en umulighed. Forholdet mellem matematik og fysik viser at der er et forståeligt træk ved virkeligheden: “Why do reason within (mathematics) and reason without (physics) fit together so perfectly?” [“Hvordan kan det være at den indre logik (i matematikken) passer så perfekt til den ydre logik (i fysikken)!”] [21] Han peger på at matematikkens modeller viser sig at korrespondere med det man faktisk kan finde ud af mht. naturens opbygning. Det modsatte standpunkt, at mennesket projicerer en orden over på naturen, er ikke holdbart. Han nærmer sig tydeligvis her en konstruktivistisk forståelse: Fysikere tilegner sig de forskellige matematiske teknikker fordi erfaringen har vist at dette er den bedste, og eneste, vej til at forstå den fysiske verden.

Men overensstemmelsen mellem subjektets forståelse og den objektive verden gælder ikke bare i forholdet mellem matematik og fysik. Det gælder i bund og grund al naturvidenskab. Polkinghorne henviser til Einsteins kendte formulering om at det underlige og uforståelige ved universet er at det er forståeligt.

En anden pointe er at naturvidenskaben ikke selv kan forklare den rationelle struktur der er i den fysiske verden. Han hævder at denne egenskab ved naturen, og den naturvidenskabelige aktivitet, er et tegn på noget transcendent [noget som peger ud over den fysiske verden]. At naturen er forståelig, er derfor en forudsætning for at kunne arbejde naturvidenskabeligt, samtidig med at naturens forståelighed åbner for noget mere.

Han stiller også spørgsmål om kvantefysikken forstyrrer dette billede af naturens forståelighed, fordi kvanteverdenen fremviser et billede af naturen som uforudsigelig og uberegnelig. Men det er faktisk sådan at naturens forståelighed ikke er svækket på grund af dette forhold. Det er mere rigtigt at sige at på grund af naturens forståelighed har man fået en indsigt i kvanteverdenen der viser at det er begrænset hvad menneskets rationalitet kan trænge ind i. Pointen er at mennesket kan ane noget mere bag denne forståelighed og rationalitet.

[Indhold]

Einstein: »Det underlige og uforståelige ved universet er at det er forståeligt.«

Naturens forståelighed og teologien

Med udgangspunkt i naturens forståelighed og rationalitet foretager Polkinghorne en tilknytning til kristen tro: “The deep intelligibility of the world is made understandable for me by the theological insight that the universe is a creation and that we, to use an ancient but powerful way of speaking, are creatures made in the image of our Creator.” [“Det faktum at det er muligt at opnå en dyb indsigt i hvordan verden er skruet sammen, bliver gjort forståeligt for mig vha. den teologiske indsigt der siger at universet er blevet til i en skabelsesproces, og at vi mennesker, for nu at bruge en ældgammel, men kraftfuld talemåde, er skabt i Skaberens billede.”] [22] I den sammenhæng peger han på at kristen skabelsestro vil hævde at Skaberen er en rationel Gud. Der eksisterer derfor rationelle strukturer i universet. Ligeledes er det en grundlæggende forståelse i kristen skabelsestro at mennesket er skabt i Guds billede. Det tolker han sådan at mennesket har noget rationelt over sig.

Grunden til at menneskets tanke passer godt med den struktur man finder i verden for øvrig, er at det findes en dybere rationalitet som favner begge, mener han. Denne dybere rationalitet er altså Skaberen selv. Polkinghorne bringer i den forbindelse det indholdsrige græske ord ‘logos’ på banen. Han peger på at ‘logos’ har flere betydninger, og at det i Johannesevangeliet bliver forstået som Guds søn, både præeksisterende og historisk. Han henviser også til kirkefædrene. For Polkinghorne giver det derfor mening at tale om en skaber som har tilrettelagt verden sådan at der er en fælles basis og en sammenhæng mellem den ydre rationalitet i verden og den erfarede rationalitet i menneskets tanke.

[Indhold]

En dyb rationalitet favner både menneskets tanke og verdensaltets struktur

Naturens finindstilling

Naturens finindstilling, sådan som den kommer til udtryk i det antropiske princip, har aktualitet på baggrund af nyere naturvidenskabelig indsigt. [23] Det er en fælles opfattelse fra naturvidenskabeligt hold at naturen er så fint afstemt at den mindste forandring, selv af mikrokosmisk art, ville have medført et andet univers end det vi har: “The Anthropic Principle suggest that quite small variations in any of these fundamental specifications of our world would have rendered it anthropically sterile.” [“Det antropiske Princip betyder at blot småbitte forandringer i blot én af de fundamentale forskrifter der gælder vores verden, ville have resulteret i at det ville have været antropisk sterilt.”] [24] Det antropiske princip kan afdækkes på en række områder. Jeg skal ikke her gå i detaljer med Polkinghornes præsentation af eksempler på naturens finindstilling, bare kort skitsere nogle vigtige point i hans tænkning.

For det første finder han det antropiske princip knyttet til den kosmologiske konstant: “It corresponds to a term that logically can be present in the field equations of general relativity (the modern theory of gravity) but appears to be absent in our world to the extent that its value is zero to within one part in 10¹²⁰.” [Den svarer til et udtryk der logisk kan være til stede i den generelle relativitetsteoris feltligninger (den moderne gravitationsteori), men som viser at være fraværende i vores verden i en sådan grad at dens værdi nærmer sig nul med en 10¹²⁰-endedel.”] [25] Hvis denne kosmologiske konstant ikke var så eksakt og praktisk taget nul, ville det gøre udviklingen af liv umuligt. Ifølge Polkinghorne er dette den fineste balance der udtrykker den antropiske pointe.

Nogle andre naturvidenskabelige temaområder hvor Polkinghorne identificerer en antropisk finindstilling, er inden for livets tilblivelse, elektromagnetismen, gravitationen og de stærke og svage kernekrefter som virker i universet.

Hvad kan man sige udover det faktum at naturen er fint afstemt? spøger Polkinghorne. Der findes forskellige hjælpemidler til, eller forklaringer på, hvordan man kan forstå det antropiske princip. Kan det være sådan at det antropiske princip egentlig bare giver udtryk for en dybere, underliggende, teori? Det vil i så fald betyde at det man forstår som finindstilling, ikke behøver at være det i det hele taget. Han fremfører i den forbindelse et naturvidenskabeligt ræsonnement: “The necessary conditions in the very early universe – just the right rate of expansion, and the right degree of smoothness – probably don’t have to be written in, but are achieved automatically by a physical process called ‘inflation’, which many think took place when the universe was a minute fraction of a second old. It’s kind of ‘boiling’ of space, and, although it’s a guess that this happened, in my view, it’s a pretty plausible guess.” [“De nødvendige startbetingelser for det tidlige univers – den netop helt rigtige ekspansionsrate, og den helt rigtige konsistens – behøver ikke nødvendigvis at være skrevet ind i det, men opnås automatisk i kraft af den fysiske proces der kaldes ‘inflation’ som mange mener, fandt sted da universet var blot et fragment af et sekund gammelt. Det er en slags ‘kogning’ af rummet, og selvom det er rent gætteri om det overhovedet har fundet sted, er det efter min bedste formening et rigtigt godt (plausibelt) gæt.”] [26] En sådan hændelse vil alligevel ikke kunne finde sted i et hvilket som helst univers. Polkinghorne mener at et univers med mulighed for at udvikle karbonbaseret liv må være en helt speciel type univers.

En anden side ved ræsonnementerne vedrørende det antropiske princip som han kommenterer, er at man i udgangspunktet låser tænkningen til grundstoffet karbon. Kan det være sådan at andre universer har sine egne former for liv som ikke er karbonbaserede? Det bliver for Polkinghorne et vanskeligt ræsonnement at følge fordi man bevæger sig ud i det ukendte, og han hævder at de som går ind for et sådant ræsonnement “… are drawing very large intellectual blank cheques on a totally unknown account.” [“… trækker temmelig grove intellektuelle veksler på en totalt ukendt begivenhed.”] [27] Hans kommentar til en sådan tanke er at bevidsthed ser ud til at kræve meget komplicerede fysiske strukturer, og han henviser til menneskets hjerne. Det er langt fra overbevisende at der kan være mange forskellige veje til at frembringe den kompleksitet som bevidstheden repræsenterer, mener han.

Det spørgsmål som Polkinghorne bliver stående tilbage med, er om det antropiske princip giver indikationer i retning af noget ud over det faktum at vi eksisterer. Universets finindstilling, sådan som det antropiske princip udtrykker det, leder ham til en fascination som peger ud over det rent naturvidenskabelige: “… [that] the universe is capable of such fruitfulness speaks to me of a divine purpose expressed in the given structure of the world.” [“… at universet rummer mulighed for en sådan frugtbar udvikling, taler til mig om en guddommelig hensigt der kommer til udtryk i den måde verden nu engang er skruet sammen på.”] [28]

Det antropiske faktum i universet har altså for Polkinghorne metafysiske koblinger, og han henviser i den sammenhæng til J. Leslie som hævder at der er to metafysisk mulige forklaringer på det antropiske princip. Enten må der være mange forskellige universer, eller også må dette univers være et resultat af en skaber. Polkinghorne vil argumentere for den sidste mulighed.

Det antropiske princip bliver ikke en bevisførelse for Guds eksistens. Han ønsker derimod at fremhæve at det antropiske princip bør knyttes til en revideret naturlig teologi. Han skitserer en vej mellem det svage og det stærke antropiske princip. Det svage antropiske princip udtrykker at fordi intelligent liv er opstået, så følger det at de forskellige fysiske variabler må ligge inden for meget små marginer. Dette er ifølge Polkinghorne ikke noget andet end en tautologi, som udtrykker at virkeligheden er sådan som den er, fordi mennesket er blevet til og er i stand til at erkende det. Det stærke antropiske princip siger at universet må være i stand til at frembringe iagttagere som os selv. Det går ud over mindstekravet om at naturens love må ligge inden for visse rammer. Universet må forstås sådan at det bærer muligheder i sig og et tidsaspekt som er nær det uendelige, og derfor før eller senere ville have frembragt den verden hvor mennesket kunne være blevet til. Det stærke antropiske princip udtrykker altså ikke noget teleologisk, men hævder at ‘rammevilkårene’ er af en sådan art at det ville have været umuligt at forudsige hvornår og hvor liv ville være blevet til.

Polkinghorne fremsætter et såkaldt moderat antropisk princip, som er en middelvej mellem de to anførte: “I have proposed a ‘Moderate Anthropic Principle’, which notes the contingent fruitfulness of the universe as being a fact of interest calling for an explanation.” [“Jeg foretrækker at tale om et ‘Moderat Antropisk Princip’ som noterer sig det faktum at universet tilsyneladende tilfældigt er frugtbart, og at dette faktum er så interessant at det kræver en forklaring.”] [29] Det betyder at han ikke godtager at verden bare er som den er (det svage antropiske princip), eller at verden før eller senere ville have blevet sådan (det stærke antropiske princip). Polkinghorne hævder at der er behov for en revideret forståelse af argumentet om kosmisk design sådan som man kender det hos Paley. Man må foretage en ændring, sådan at det giver mening at snakke om en kosmisk planlægger som har givet skaberværket et potentiale i og med den fine balance der ligger i naturens egne love.

[Indhold]

Om at trække veksler på en totalt ukendt begivenhed

Naturens finindstilling og teologien

Polkinghorne knytter det antropiske princip til en formulering i 1. Mosebog hvor Gud siger at skaberværket er godt: “The scientific counterpart to the reiterated statement of the creation myth in Genesis, that God saw that it was good, is the Anthropic Principle’s recognition of the astonishing potentiality with which the laws of physics are endowed.” [“Det videnskabelige modstykke til det stadigt gentagne udsagn fra 1. Mosebogs skabelsesmyte, at Gud så at det var godt, er Det antropiske Princips erkendelse af det forbavsende potentiale de fysiske love er forlenet med.] [30] Det metafysiske spørgsmål som melder sig i forlængelse af det antropiske princip, kan teologien give et svar på. Det vil være at den fine tilpasning man finder i de fysiske love, har sin årsag i at Skaberen ville en sådan frugtbar historisk udvikling. Det er vigtig for Polkinghorne at troen på Gud som skaber i tilknytning til det antropiske princip, ikke skal opfattes som noget konkurrerende til naturvidenskaben. Troen på Gud som skaber af universet udfylder forståelsen af universets finindstilling. Teologiens bidrag skal derfor ikke opfattes som en alternativ forklaring til det naturvidenskaben kan bidrage med: “The question of the significance of the Anthropic Principle is a scientific metaquestion; that is to say it arises from the insights of scientific cosmology but goes beyond what science alone is competent to discuss.” [“Spørgsmålet om Det antropiske Princips signifikans er et videnskabeligt meta-spørgsmål; dvs. det trænger sig på som følge af den videnskabelige indsigt i kosmologien, men bevæger sig ud over hvad naturvidenskaben i sig selv er kompetent til at diskutere.”] [31]

Han stiller i denne kontekst spørgsmålet om hvorvidt det antropiske princip vil være bæredygtigt i fremtiden: “[It is] based on our current understanding of the world and its process. […] Is there not the possibility, indeed the probability, that a generation or two into the future it will all look very different again and what will have become our arguments then? He who marries the scientific spirit of the age has every reason to fear imminent widowerhood and does that not make this sort of natural theology too precarious to be satisfactory?” [“Det er baseret på vores nuværende forståelse af verden og dens processer … Er det ikke muligt, ja, ligefrem sandsynligt, at om en fremtidig generation eller to at alt igen vil tage sig helt anderledes ud, og hvad vil så være vores argumentation? Den som gifter sig med den videnskabelige tidsånd, må uvægerligt frygte for at blive ladt tilbage i enkestanden; og gør det ikke den slags naturlig teologi for usikker til at den kan være tilfredsstillende?”] [32] Svaret Polkinghorne giver, er at selvom man i fremtiden kan forstå det som i dag er ukendte strukturer, så vil der alligevel være “… a degree of balance necessary for life and irreducibly given in scientific terms, which call for a deeper explanation.” [“… en vis restsum nødvendigt for livet og en vis portion irreducibilitet i de videnskabelige termer som nødvendiggør en yderligere forklaring.”] [33]

[Indhold]

Princippet fremtidssikret?

Sammenfatning

Polkinghornes bidrag til en revideret naturlig teologi repræsenterer en ny måde at reflektere over forholdet mellem teologi og naturvidenskab på, og om hvilke mulige tilknyttingspunkter der kan være mellem fagområderne. Han foretager en revidering af naturlig teologi ved at han tager udgangspunkt i naturvidenskaben og nogle metaspørgsmål som dér aktualiseres, men som naturvidenskaben ikke selv kan besvare fordi de går ud over naturvidenskabens metoder og rammer. To af disse temaer er naturens forståelighed og finindstilling. Teologien kan komme naturvidenskaben i møde og sætte disse spørgsmål ind i en større sammenhæng uden at øve vold mod naturvidenskaben.

Det er selvfølgelig flere momenter i hans tænkning som til stadighed er blevet taget op i debatten. Det har ikke her været muligt at gennemgå hele denne diskussion. Det er gjort andre steder. [34] Men at hans bidrag bør gennemtænkes og reflekteres over, er forholdsvis oplagt. Enhver deltager i debatten om forholdet mellem teologi og naturvidenskab bør minimum tage begge fagområder seriøst og yde traditionerne retfærdighed inden for deres respektive domæner. Endvidere kan man på det grundlag vurdere om der er mulige forbindelseslinjer. Det er netop dette som er noget af styrken i Polkinghornes bidrag til en revideret naturlig teologi.

[Indhold]

Stadig til debat!

noteapparat

[1] Polkinghorne, J.: Science and Theology. 1998, 69.

[2] Se Polkinghorne, J.: Science and Creation. 1988, 9.

[3] For Paleys argumentasjon, se J. D. Barrows avklaring av designargumentet i Barrow, J. D.: ”How Chaos Coexists with Order” i Gregersen, N. H. and U. Görman (eds.): Design and Disorder. Perspectives from Science and Theology. 2002, 21-22 og Polkinghorne, J.: Science and Creation. 1988, 12.

[4] Ifølge Polkinghorne uttrykker Darwins teori om naturlig utvalg at en kan tale om design i naturen uten å knytte det til en designer. Polkinghorne mener at verken Hume, Kant eller Darwin har gjort det ufruktbart å tale om design. Se f.eks. Polkinghorne, J.: Science and Theology. 1998, 70ff.

[5] Termen ’God of the Gaps’ er et innarbeidet begrep i debatten. På norsk kan en oversette ’God of the Gaps’ med ’kunnskapshullenes Gud’. Jeg har i det følgende benyttet meg hovedsakelig av den engelske termen, fordi den også er velkjent og benyttet i norsk fagdebatt.

[6] Polkinghorne, J.: Science and Creation. 1988, 13.

[7] Polkinghorne, J.: Science and Creation. 1988, 13.

[8] Polkinghorne, J.: One World. 1986, 78.

[9] Polkinghorne, J.: Science and Theology. 1998, 71.

[10] Polkinghorne, J.: Serious Talk. 1995, 63.

[11] Polkinghorne, J.: Science and Theology. 1998, 72.

[12] Polkinghorne, J.: Science and Creation. 1988, 15.

[13] Polkinghorne, J.: Science and Theology. 1998, 69.

[14] Polkinghorne, J.: Reason and Reality. 1991, 51, og Polkinghorne, J.: One World. 1986, 78.

[15] Se Polkinghorne, J.: Belief in God in an Age of Science. 1998, 10.

[16] Polkinghorne, J.: Science and Theology. 1998, 71.

[17] Polkinghorne, J.: Science and Creation. 1988, 23.

[18] Polkinghorne, J.: Science and Creation. 1988, 3.

[19] Polkinghorne, J.: Science and Theology. 1998, 86. Se også Polkinghorne, J.: Science and Creation. 1988, 3.

[20] Polkinghorne, J.: Science and Theology. 1998, 72.

[21] Polkinghorne, J.: Serious Talk. 1995, 37. Se også Polkinghorne, J.: One World. 1986, 45ff.

[22] Polkinghorne, J.: Faith, Science and Understanding. 2000, 36.

[23] Det antropiske prinsipp er en samling av naturvitenskapelig innsikt som gir uttrykk for at utviklingen av karbonbasert liv er avhengig av en veldig fintfølende balanse i de grunnleggende naturkreftene, og i de spesifikke begynnelsesvilkårene for universet. Det finnes flere antropiske prinsipper i naturen. Jeg har likevel valgt å bruke betegnelsen ’det antropiske prinsipp’, fordi det for Polkinghorne er et felles poeng i den naturvitenskapelige innsikten om finstemthet som er av relevans for teologien. Se f.eks. Polkinghorne, J.: ”Beyond the big bang” i Watts, F. (ed.): Science meets Faith. Theology and Science in Conversation. 1998, 19ff.

[24] Polkinghorne, J.: Reason and Reality. 1991, 77.

[25] Polkinghorne, J.: Beyond Science. 1996, 82.

[26] Polkinghorne, J.: Quarks, Chaos and Christianity. 1994, 31. Se også Polkinghorne, J.: Beyond Science. 1996, 85-86.

[27] Polkinghorne, J.: Quarks, Chaos and Christianity. 1994, 32.

[28] Polkinghorne, J.: Science and Providence. 1989, 39.

[29] Polkinghorne, J.: Reason and Reality. 1991, 78.

[30] Polkinghorne, J.: Science and Providence. 1989, 37.

[31] Se Polkinghorne, J.: Beyond Science. 1996, 89.

[32] Polkinghorne, J.: Science and Creation. 1988, 30.

[33] Polkinghorne, J.: Science and Creation. 1988, 30.

[34] Se for eksempel Sæther, K.-W.: Spor av Gud John Polkinghornes forståelse av teologiens forhold til naturvitenskap med særlig henblikk på relasjonen mellom kristen skapertro og naturvitenskap i skolen. Trondheim: NTNU-trykk. 2005.

[Indhold]