[Origo 108]

Dr. John West er professor i samfundsvidenskab ved Discovery Institute i Seattle. I sin nye bog Darwin Day in America diskuterer han den indflydelse som darwinismens fremkomst i sin tid havde på det amerikanske samfund. Et eksempel var den eugeniske bevægelse der omtales i det følgende. Denne artikel er en oversættelse af en podcast-udsendelse som John West har udsendt den 15. december 2007. Har man lyst til at høre udsendelsen, skal man blot finde den på http://www.idthefuture.com/ [hvis linket ikke fungerer.]

zxczxzczxczxczxzczxczxczxzczxczxczxzcx

Indhold

Verdens første tvangssteriliseringslov

Avl på mennesker

Velgørenhed og altruisme

Eugenikkens endeligt

Hvad kan vi lære af eugenikken?

Et efterskrift

ordforklaring:

reduktionisme – det filosofiske/videnskabsteoretiske standpunkt at helheden alene er at betragte som summen af de enkelte dele

Eugenik – historien om socialdarwinismen

Af dr. John West

Oversættelse og bearbejdning af Leif Asmark

Verdens første tvangssteriliseringslov blev indført for 100 år siden i 1907. Loven blev ikke indført i det nazistiske Tyskland og heller ikke i det kommunistiske Sovjet eller i England, men i staten Indiana i USA. To år senere fulgte staterne Washington, Californien og Connecticut efter. Til slut havde over 30 af USA’s delstater sådanne love. Som resultat blev over 60.000 mennesker steriliseret imod deres vilje, alt sammen i en videnskabelig bevægelses navn, en bevægelse der kaldte sig eugenikken og som forsøgte at forbedre samfundet ved at anvende den darwinistiske biologis principper på avl med mennesker.

I dag ved de fleste desværre så godt som ingenting om dette frygtelige kapitel i USA’s historie. De der ved noget, misforstår ofte den ideologi som har givet inspiration til eugenikken. Denne historie er imidlertid så tankevækkende at enhver ansvarlig borger burde kende til den.

Man så på eugenikken som en videnskab der ville kunne fremavle bedre mennesker. “Positiv eugenik” favoriserede mennesker der blev anset for værdige til at formere sig, imens “negativ eugenik” var forsøg på at hindre dem som blev anset for uegnede, inklusive mentalt svækkede og kriminelle, i at gøre det. Skønt man almindeligvis påstår at eugenikken går tilbage til Darwins fætter Francis Galton, har bevægelsen i lige så høj grad været inspireret af darwinistisk biologi og Darwins egne bøger. Darwin skrev i Menneskets Afstamning og Parringsvalget:

“Hos de vilde elimineres de svage i krop og sind hurtigt. Vi civiliserede mennesker gør på den anden side alt vi kan for at hindre elimineringsprocessen. Vi bygger asyler til de åndssvage, de lemlæstede og de syge. Vi indfører fattigdomslove, og vores læger gør deres yderste for at redde hvert eneste liv til det sidste. Vaccinationer har utvivlsomt reddet tusinder af svage der tidligere ville være bukket under for kopper. Dermed viderefører samfundets svage deres natur. Ingen der kender til avl med tamdyr, kan tvivle på hvor skadeligt dette er for menneskeracen da ingen er så uvidende at de vil tillade at deres dårligste dyr bliver brugt i det videre avlsarbejde.”

Darwin modererede dog dette med en bemærkning om at vores sans for medfølelse ikke tillader os blot at følge vores kolde fornuft og skille os af med de uegnede. Ikke desto mindre giver han en logisk begrundelse for hvorfor vi bør eliminere dem. Hele vejen igennem Menneskets Afstamning betoner han hvordan menneskeracens fremskridt afhænger af kampen for tilværelsen.

Darwins opfattelse blev en rettesnor for senere eugenikere. De forvansker ikke hans opfattelser, men tager blot den rationelle og logiske konsekvens af dem. Igen og igen klager amerikanske eugenikere over at vi synder imod loven om naturlig udvælgelse. Biologiprofessoren Edward Conquin, der var ansat på universitetet i Princeton og på et tidspunkt var præsident for The American Association for the Advancement of Science, argumenter for at imens naturen måske stadigvæk frasorterer de allermest uegnede “overlever en stor mængde defekte mennesker ikke desto mindre stadigvæk i det moderne samfund og er i stand til at formere sig. I et mere primitivt samfund ville de være bukket under før de var nået til en moden alder. Således er den naturlige udvælgelse, den store lov om evolution og fremskridt, reelt sat ud af spil.”

Evolutionsbiologen og Harvard-professoren Edward East, der var medlem af The Elite Academy of Sciences og præsident for the American Society of Naturalists, skrev: “Eugenikkens principper er en naturlig konsekvens af teorien om organisk evolution. Naturen eliminerer de uegnede og bevarer de egnede. Dens mekanismer til at dræbe tosserne var meget effektive i de gamle dage før civilisationen forpurrede dens hensigt. Det er mennesket, ikke naturen, der er årsag til alle problemerne. Mennesket har lagt hele sin sjæl ind på at redde de uegnede og frygtsomt undladt at gøre dét der også hører med til pligten, nemlig ved at hindre dem i at videreføre deres træk.”

Professor H.G. Jordan, leder af det medicinske fakultet på universitet i Virginia, har sagt: “Det som Hygiejne & Helse søger at opnå ved at forbedre på ydre omstændigheder, forpurrer i det store hele sit eget formål ved at modvirke selektionsprincippet.”

Avl på mennesker

På trods af de amerikanske eugenikeres junglelovsretorik mente de nu ikke at vi skulle vende tilbage til junglen. Men de holdt fast i at man måtte have en erstatning for den naturlige udvælgelse. Eugenikernes styrede udvælgelse udgjorde denne erstatning. Mennesket måtte påtage sig ansvaret for sin egen evolution ved at opmuntre de bedst egnede til at avle og hindre de dårligst egnede i at formere sig. Ifølge eugenikerne er der ikke grundlæggende forskel på mennesker og svin, heste og solbær, og derfor kan de teknikker som bruges ved forædling af dyr og planter, anvendes med lige så stort held på mennesker. Dette var biologen Charles Davenports opfattelse. Foruden at være medlem af The National Academy for Sciences og leder af The Biological Research Laboratory i Cold Spring Harbor, New York, var han også med i det der blev kaldt The Eugenics Record Office. Ifølge dr. Davenport:

“Mennesket er et dyr, og lovene der gælder for forbedring af majs og raceheste, gælder også for det.”

Siden dyre- og planteavlere er eksperter i arvelighed, bør samfundet også lade dem afgøre hvordan mennesker må have lov til formere sig. Med opfinderen og eugenikeren Alexander Graham Bells ord:

“De arvelighedslove der gælder for dyr, gælder også for mennesker. Derfor er de der fremavler dyr, kvalificerede til at lede den offentlige mening om spørgsmål relateret til menneskets arvelighed.”

Eugenikernes grundlæggende antagelse var en altdominerende biologisk ˚reduktionisme. Efter deres opfattelse bundede samfundsproblemer som fattigdom og arbejdsløshed mere i menneskets biologi end i dets miljø eller frie valg. Eugenikerne troede blindt på den moderne naturvidenskab og et naturvidenskabeligt Utopia. I kvasi-religiøse vendinger lovede eugenikerne paradis på jorden. “Edens Have ligger ikke i fortiden, men i fremtiden,” lovede eugenikeren Edward Wigham.

I fuld tiltro til at den moderne biologi havde afsløret hvordan man ville kunne fremavle en bedre menneskerace, satte eugenikerne sig for at omsætte deres teori i praksis ved at få indført begrænsninger for hvem der kunne gifte sig med hvem, ved at stramme immigrationen fra nationer som eugenikerne anså for laverestående på den menneskelige raceskala, og igennem indførelse af love om tvungen sterilisering. Omkring 1930 havde 30 amerikanske stater indført sådanne love. Eugenikerne så tvungen sterilisering som løsningen på hvad de anså for en truende velfærdskrise. I en tale i 1926 på Vaser College argumenterede Margaret Sanger, grundlæggeren af The Parenthood Foundation, for sterilisering og talte i dommedagsagtige vendinger om at det ville ende i den helt store ruin for de amerikanske skatteydere hvis man skulle drage omsorg for og opretholde defekte mennesker:

“I 1923 blev over 9 mia. dollars brugt på statslige og føderale velgørenhedsprogrammer til omsorg for, forsørgelse og videreførelse af disse uønskede elementer År efter år vokser deres antal. År efter år vokser de summer man er nødt til at bruge på dem. Enorme formuer bruges på disse forældre, imens de normale tvinges til at klare sig selv og konkurrere med hinanden. Den amerikanske offentlighed beskattes voldsomt for at forsørge en voksende affaldsbyrde af sinker. Det truer selve fundamentet for vores civilisation. Vores øjne bør åbnes for de enorme samfundsomkostninger der er forbundet med denne dødvægt af menneskeligt affald.”

Velgørenhed og altruisme

Eugenikernes tilbøjelighed til at se underklassen næsten udelukkende som en trussel repræsenterede et skarpt brud med de humanitære principper som traditionel filosofi havde stået for under indflydelse af jødisk-kristen idealisme. Traditionelle velfærdsarbejdere anså mennesker på bunden af samfundsstigen som medmennesker der var barmhjertighed, omsorg og beskyttelse værdig. I modsætning dertil stemplede eugenikkerne dem som civilisationens fjender, som det faktisk var nødvendigt at slippe af med. Deres skånselsløse retorik umenneskeliggjorde de fattige. De blev kaldt åndssvage, svagtbegavede eller undermennesker. Ifølge biologen Charles Davenport repræsenterede sådanne svagtbegavede personer “dyriske anlæg fra tidligere stadier i evolutionen” og bar med sig “en strøm af defektivt og degenereret protoplasma”. Harvard-biologen Edward East kaldte dem “den parasitiske del af befolkningen”, der var “som en kræftvækst på samfundets sunde væv”.

Eugenikerne kritiserede de traditionelle velgørenhedsprogrammer for at “ignorere den biologiske virkelighed” og i stedet følge sentimentale idealer om menneskekærlighed og menneskelig lighed. Margaret Sanger advarede imod den iboende fare i selve ideen om menneskekærlighed og altruisme. De var “farer der i dag frembringer deres fulde høst af menneskeaffald af ulighed og ineffektivitet,” skrev hun. Harvards Edward East angreb ideen om at mennesket er skabt i Guds billede som uvidenskabelig, og erklærede: “En af vores prominente velfærdsarbejdere citeres for at have sagt, ‘Ethvert barn er 5000 dollars værd for samfundet’. Sikke noget vås. Nogle af dem er ikke engang 5000 russiske rubler værd. De er en klods om benet og ikke et aktiv. Andre er derimod guld og millioner værd. Hvis vi vil have fremskridt, må aktiverne forøges og belastningerne reduceres.”

Omkring 1940 var næsten 36.000 mennesker – mænd og kvinder – blevet steriliseret i offentlige institutioner over hele USA. Næsten halvdelen af operationerne foregik i Californien, der foretog mere end 14.000 steriliseringer. Dernæst kom Virginia der steriliserede næsten 4000 mennesker. Syv andre stater foretog hver over 1000 steriliseringer. Alle de nævnte regeringsfinansierede steriliseringer fandt sted i 30 stater. 46 % af operationerne blev udført på dem der blev klassificeret som svagtbegavede, et altomfattende skråplan af en kategori man var nået frem til i det store hele på grund af egne fordomme. Det var vigtigt at forstå at svagtbegavede omfattede ikke blot dem der i dag normalt vil blive anset for at være åndssvage. Ja, for det utrænede øje virkede mange svagtbegavede fuldstændigt normale. De kunne læse, de kunne arbejde, de kunne fungere og gøre alt dét som alle andre gør. Hvilket i virkeligheden var problemet! Folk kunne forveksle svagtbegavede med normale mennesker og gifte sig med dem, hvorved deres defekte gener videreførtes til de næste generationer. De svagtbegavede var langt farligere end dem der helt tydeligt var mentalt handicappede fordi de kunne virke så normale.

Måske det skændigste eksempel på den måde hvorpå folk blev stemplet som svagtbegavede og dømt til sterilisering, er tilfældet med Karen Buck. Denne fattige kvinde fra Virginia blev tvangssteriliseret i slutningen af 1920’erne, efter at hendes appel blev afvist af USA’s højesteret. Ved retssagens afslutning erklærede dommer Alvar Wendel Home koldt: “Tre generationer af imbecile er nok.” Men ved sin død i 1983 blev Karen Buck ikke længere anset for mentalt ubegavet. Hun var en ivrig læser og dygtig skribent. Hun giftede sig to gange og gik med i Metodistkirken, hvor hun sang i kirkekoret. Hendes første ægteskab varede næsten et kvart århundrede og endte med hendes mands død i 1956. Hendes andet ægteskab varede indtil hendes egen død. “Hun brugte det meste af sit voksne liv på at hjælpe andre,” skrev J. David Smith. “Hun var en betroet omsorgsarbejder for ældre mennesker. En af hendes arbejdsgivere fortalte mig at Karen umuligt kunne have været svagtbegavet. Hendes kompetence var åbenlys, ligesom kvaliteten af den omsorg hun gav til dem der var afhængige af den, også var det. Der var intet galt med den kvindes intellekt.”

Eugenikkens endeligt

Hvad bragte eugenikken til ophør? Satte det videnskabelige samfund en stopper for dette vanvid? Nej, det var selve det videnskabelige etablissement selv der stod bag eugenikken som god videnskab. Den største modstand imod eugenik kom fra religiøse kredse. Den romersk-katolske kirke var sikkert den mest konsekvente modstander. Pave Pius den 11. fordømte stærkt tvungen sterilisering i 1930, hvor han kritiserede eugenikerne “for at få de lovgivende myndigheder til at tilkende dem besiddelsen af en dømmekraft som de aldrig har haft og aldrig lovformeligt kan besidde.” De kristne evangelikale William Jennings Bryan og Billy Sunday fordømte begge eugenik. Bryan kritiserede eugenik som et videnskabeligt avlsprogram hvor nogle mennesker, som efter egne opfattelser er intellektuelt overlegne, selvbestaltet ville styre hele menneskehedens formering og hele opførsel.

Omkring 1930 begyndte nogle evolutionsbiologer at kritisere eugenikken i begrænset omfang, men de fleste støttede fortsat negativ eugenik og tvangssterilisering. Helt frem til ind i 1940’erne udsendte en californisk organisation der kaldte sig The Human Betterment Foundation, over 100.000 pjecer der slog til lyd for sterilisering, til brug i biologiundervisningen på universiteter over hele landet.

I sidste ende var det nazisterne der fik mange til at tvivle på visdommen i eugenik. I eugenikkens navn steriliserede nazisterne ikke blot mennesker – de dræbte dem. Da omfanget af den nazistiske forbrydelse stod klart, fik mange amerikanere, inklusive medlemmer af de videnskabelige og lægelige kredse, kolde fødder, og eugenikken mistede sin popularitet.

Hvad kan vi lære af eugenikken?

George Santiana har udtalt: “De der ikke vil tage ved lære af historien, er dømt til at gentage den.” Hvad kan vi lære af eugenikkerne? Var eugenikken blot et eksempel på hvordan politikere kan kapre videnskaben for at fremme deres egne mål? Nogle darwinister vil have os til at tro at det var hvad der skete. Men de ledende eugenikere var ikke politikere, men universitetsuddannede biologer og professorer der pressede på med eugenik fordi de mente at det var biologisk og naturvidenskabeligt berettiget.

Måske burde man se på eugenik som en afsporet form for marginalvidenskab? Men eugenikken var ikke en marginalvidenskab. Den var etableret mainstream-naturvidenskab og udsprang ikke fra en marginal gruppe i periferien af det videnskabelige samfund. Eugenikerne tilhørte institutioner som Harvard-, Princeton-, Colombia- og Stanford-universiteterne. De sad på ledende poster i USA’s førende videnskabelige organisationer som The National Academy of Sciences og The American Association for The Advancement of Science. Palæontologen Henry Fairfield Osborne, der var direktør for The American Museum of National History i New York, sponsorerede en stor eugenik-udstilling på den tredje internationale konference for eugenik. Kort sagt var de ledende eugenikere medlemmer af det naturvidenskabelige etablissement, og deres opfattelse blev så dominerende at det i alle praktiske henseender var den dominerende konsensus i det naturvidenskabelige samfund i årtier. Mere end noget andet afslører eugenikken faren ved blindt at stole på den videnskabelige konsensus, for den kan vise sig at være forkert.

Man vil måske se eugenik som et eksempel på hvordan videnskaben reformerer sig selv igennem den videnskabelige metode. Men det er nu heller ikke hvad der er sket. Selv om der måske var en håndfuld etablerede biologer der kritiserede eugenikken, støttede selv disse kritikere som oftest politikken med tvangssterilisering af de svagtbegavede. De virkelige kritikere af eugenikken kom fra religiøse kredse. Om noget understreger eugenik derfor betydningen og vigtigheden af at ikke-videnskabsfolk kan stille spørgsmålstegn ved og have indflydelse på den offentlige debat om videnskab og politik.

Eugenikkens virkelige lære er faren ved at lade videnskabsfolk regere blot på grund af deres videnskabelige ekspertise. Historisk set er eugenikbevægelsen vigtig, for den var et af de første forsøg på at give naturvidenskabsfolk magt over resten af samfundet. Eugenikerne hævdede at deres større naturvidenskabelige viden gav dem forrang over ikke-naturvidenskabelige folks opfattelser, og derfor skulle de have lov til at udforme en sand videnskabelig velfærdspolitik. Kritikere af eugenik bestred denne påstand lige fra starten af og påpegede at politiske beslutninger kræver en meget bredere viden end blot og bar naturvidenskabelig ekspertise. Pennsylvanias guvernør Samuel Pennypack kommenterede i 1905 en foreslået lov om tvungen sterilisering sådan: “Naturvidenskabsfolk, hvis erfaringer som alle andre menneskers er begrænset til ét felt, har somme tider brug for at blive holdt tilbage. De der har store videnskabelige landvindinger bag sig, er i deres kærlighed til teknologi tilbøjelige til at overse principper der ligger uden for deres tænknings domæne.”

Eugenik forbliver et belastet ord, og i de senere år har et antal stater, inklusive Californien og Virginia, udsendt offentlige undskyldninger for deres tvangssteriliseringsprogrammer. Men imens regeringspålagt eugenik måske ikke længere er moderne, er eugenikernes grundlæggende opfattelse af at naturvidenskabsmænd skal have mere at sige end andre over det offentliges politik på grund af deres naturvidenskabelige ekspertise, dybere indgraveret i den amerikanske politiske mentalitet end nogensinde. Uanset om det drejer sig om stamcelleforskning, undervisning i evolution eller andet, hævdes det at det i politiske beslutninger ikke skal være tilladt at udfordre den gældende naturvidenskabelige konsensus. Eugenikkens historie viser at dette kan være en meget farlig opfattelse.

Et efterskrift om

Eugenik i Danmark og Europa

af Leif Asmark Jensen kan læses i Origo 108