Velkommen til Spongenberg.dk

[Seneste redigering 28/3-08: 2 billeder af Galileos grav]

Som lovet vil vi igen fra Origos side se nærmere på Illustreret Videnskabs behandling af temaet Viden mod tro, IlluVid 18/2007. Denne artikel skal ses i sammenhæng med de tidligere artikler Illustreret Vås og TRO mod viden.

VIDEN mod TRO

Af Knud Aa. Back

Indhold

forskning, en menneskelig forpligtelse

Eksperiment [om Galileo Galilei]

Lippershey

Månen forsynet med bjerge og dale

Merkur og Venus faser

Solen har egen rotation

kirkens lærde og Aristoteles

Galileos husarrest

Galileos opstilling af kikkert

Elementer af sandhed

datidens videnskabsmænd og Aristoteles

tilladt sætte noget for øjet?

Galileos misundelige kolleger

Kopernikus’ dedikation

moderne darwinister og faglig kritik

Farlig viden om Galileo

Offentlighed

på italiensk eller latin

den videnskabelige samtale

Tycho Brahe og Ole Rømer og latin

Ikke latin

største vildmand

analfabetisme

latin som verdenssprog

Forkert persongalleri igen?

tykt nar af et par geocentrikere

Foscarini

Farlig læsning: The Lysenko Effect

Ateistpropaganda

umotiverede spark

kirkefaderen Augustin

Vejen fra tro til viden

Cuvier, Leyell, Newton, von Linné

“statisk, gudskabt”

Darwin, Haeckel, Dubois,

fjer optrævlede krybdyrskæl

Pasteur, empirien i orden

menneskets genom

[Artiklen her fortsættes i Origo 109]

En af tidens mest sejlivede og oftest gentagede skrøner er den om Galileo Galilei. En af delmyterne går på at han skulle være begravet i ikke-indviet jord. Billedet her taler vist for sig selv!

[Tak til Jostein Andreassen for billederne.]

Alle sejl til

Ingen tvivl om at man har sat alle sejl til fra IlluVids side, for nu skal ID-bevægelsen, denne religiøse bacille, ha’ så hatten passer! Hele bladets opstilling af dette tema, de mindste detaljer i layoutet, lader da heller ikke megen tvivl tilbage om hvad hensigten er. Intet er naturligvis tilfældigt; intet i valg af information, og lige så vigtigt fravalg af information, ikke en illustration, ikke et bragt citat er overladt til tilfældighederne.

Temaet behandles i 7 (syv!) “sæt”, og man lægger ud med at videnskaben skal gøre sig fri af Kirken, Kampen om verdensbilledet. I “Erkendelsens milepæle” bevæger vi os Fra tro til viden. “Den videnskabelige metode” tager sig af Spekulation bliver til fakta, og Einsteins forudsigelse får lov at stå sin prøve. I en skematisk oversigt betones det at Forskerne er én stor familie, og endelig når vi frem til hovedsagen: nemlig at “Intelligent Design” er tro Forklædt som videnskab. Som rosinen i pølseenden får vi noget om hvordan vi må konstatere at Sandheden er til diskussion.

Lad os tage dem en ad gangen, forfra:

En forkert præmis

Som nævnt før (på skabelse.dk) begynder Jørn Madsen i afsnittet Videnskaben gør sig fri/Kampen om verdensbilledet, IlluVid 18/2007 p.66, med en helt forkert præmis:

»For oldtidens grækere var der ingen almægtig guddom som på egen hånd holdt hjulene i gang. Deres guder stod i baggrunden og morede sig over menneskebørnene. Med en almægtig gud i ryggen er der ingen grund til at begynde at undre sig over verden – den styrer guden jo ad sine egne uransagelige veje.«

Synspunktet “underbygges” af en faktabox, p.67, hvor tre af forskningens grundpiller stilles op: Observation, Eksperiment og Offentlighed.

Men disse tre i og for sig rigtige ting bliver vendt helt på hovedet i IlluVid:

Observation

Det med at grækerne skulle være de første sande videnskabsmænd, strander lidt på det faktum at i det antikke Grækenland var begrebet hybris en så integreret del af hverdagen, at det at “pille ved” naturen var nok til at nedkalde gudernes vrede over ens syndige hoved. Et kik i de græske tragedier afslører at de græske guder overhovedet ikke holdt sig tilbage med hensyn til at blande sig i menneskenes liv – især ikke hvis de ikke efterlevede udsagnet “kend dig selv” (dvs. kend din plads!) og dermed begik hybris. Her var ikke noget med at “deres guder holdt sig i baggrunden”: Skæbnegudinden Nemesis var på vej! Og det måtte en Odysseus, en Achilleus og en Ødipus bitterligt sande, som Jørn Madsen da må kende fra Oldeævl (som vi kaldte det på Kalundborg Gymnasium). Skønt Antikken havde sine lysende stjerner (Aristoteles, Arkimedes, Pythagoras m.fl.), opnåede forskningen aldrig en sådan bred anerkendelse som den hurtigt kom til i det kristne Europa. – Nej, de tidligste europæiske forskere byggede godt nok videre på fx Aristoteles, men netop fordi det kristne Europa var langt mere åben over for udforskning af naturen, var man her hurtigt meget mere videnskabeligt indstillet end man nogensinde havde været i det gamle Grækenland. [Se fx Peter Øhrstrøms kronik i KD den 23. jan. d.å. Videnskabens tro.] For forskningen så man ikke blot som en mulighed, men som en menneskelig forpligtelse, en gudgiven “ordre” – og dermed nåede man på forbavsende kort tid betydeligt længere end de gamle kulturnationer i både Fjern- og Mellemøsten.

Eksperiment

Det er ganske enkelt noget sludder (pardon my French!) at påstå at Galileo var den første til at udføre eksperimenter. Han videreførte blot en tradition som var opstået så tidligt som i den 13. årh.! Og hans opfindelse af kikkerten/teleskopet var netop en videreførelse af et eksperiment som den hollandske optiker Lippershey havde lavet. Det var lykkedes for Lippershey at forstørre fjerne genstande en smule i sit apparat. Men da Galileo i 1609 hører om dette forsøg, lykkedes det ham faktisk, i løbet af en enkelt nat, at konstruere et teleskop der kan forstørre op til tre gange. Og det gør han ud fra de fysiske love der gælder for lysets afbøjning. I løbet af forbavsende kort til har han fået sit teleskop til at forstørre genstande helt op til 22 gange.

Da Galileo nu retter sin nye opfindelse mod himlen, opdager han store ting: Månen viser sig at være – ikke som den gamle astronomi lærte – en blank og perfekt flade af en anden natur end Jorden, men tværtimod forsynet med bjerge og dale og andre ting som ligner det vi har på vores egen klode. Jupiter afslører sig som et helt lille planetsystem for sig med sine måner. Merkur og Venus imponerer ved at have faser som Månen, og endelig afslører Galileos teleskop vha. solpletterne at Solen er et himmellegeme med egen rotation.

Men lad os så hellere, nu vi er ved eksperimentet, se nærmere på IlluVids “populære historie om at kirkens lærde ikke ville kaste et blik i Galileis teleskop da han ville vise dem Jupiters måner; med Aristoteles i ryggen kunne de blankt afvise månernes eksistens, og deres tro på denne autoritet var så stærk, dogmatisk, at de end ikke behøvede at se efter. Galilei kom til at tilbringe resten af livet indespærret i sin villa nær Firenze.”

Denne sproglige konstruktion er godt nok dygtigt lavet, næste konspiratorisk i sin opbygning. [Læg fx mærke til hvordan ordet “dogmatisk” anbringes strategisk rigtigt, ikke som en nødvendig forklaring, men som en farlighedsunderstreger.] Dygtigt, ja, og rigtigt godt – vildledende! Bagfra: Galileos husarrest har ikke det fjerneste med Jupiters måner eller hans kikkert at gøre. Som det er fremstillet her, leder det ene direkte over i det andet. Beklager, men dét er der kun et dækkende ord for: historieforfalskning!

Som vi i Origo har skrevet før (se fx TRO mod viden) var Galileos opstilling af sin kikkert i Quirinalets haver begrundet i det faktum at man forinden i Rom havde modtaget ham i triumf som den berømte videnskabsmand han var. Og det foregik i 1611. Kikkertopstillingen var altså en hyldest til Galileo. Og hvis det skulle være så farligt, dette teleskop, hvorfor tillod Kirken så alle at kikke i det nye instrument? – I øvrigt er det først i 1633 at Inkvisitionen dømmer ham til tavshed. Så koblingen kikkert-dom er altså lige lovlig smart.

Nej, “den populære historie” er vendt helt på hovedet. Den sande version er at de to klerke, broder Clavius og broder Grienberger der rent faktisk optræder i de begivenheder der nu er endt i anekdotens forunderlige evighedsmaskine, var så imponerede over hvad de så i Galileos kikkert, at de faktisk lod sig overbevise om det kopernikanske system (“solen i midten”).

Elementer af sandhed

Hvorfor fremføres denne “populære historie” så gang på gang, og altså også nu i IlluVid? Nok fordi den indeholder elementer af sandhed. Beretningen om at man har nægtet at kikke i teleskopet med henvisning til Antikkens autoriteter, er rigtig nok, blot møntet på de forkerte personer. Det var nemlig datidens videnskabsmænd der nægtede at kikke i teleskopet under henvisning til Aristoteles, ikke den sande histories to klerke! (Vi kan oven i købet sætte navne på de herrer skeptiske videnskabsmænd, nemlig skolastikerne Cesare Cremonini og Guilio Libri.)

Og det var måske ikke så mærkeligt som det kan lyde i dag. For dengang var der i videnskabelige kredse en heftig diskussion om hvorvidt det var “tilladt” at sætte noget som helst for øjet. Ville dette at man fx kikkede igennem et teleskop, ikke fordreje virkeligheden så meget at man i virkeligheden ikke kunne regne med hvad man så?! – Så, fuldstændigt som ved den endelige domfældelse, er det Galileos misundelige kolleger i det videnskabelige etablissement der vender ham ryggen – smeder de for ham så fatale rænker.

Og så kan vi da også løfte sløret yderligere for det faktum som undrer Jørn Madsen (p.68, Erkendelsens milepæle, boxen “1543”): “Ironisk nok tilegner Kopernikus paven sit værk”. Lad mig gentage: Den inkvisitorisk-blodige ironi består i 1) at Jørn Madsen ikke véd at Kopernikus fik sin bog De Revolutionibus orblure coelestium udgivet af en kardinal og biskoppen af Køln og altså fik lov af pave Poul III til at dedikere den til ham. 2) Og at denne dedikation netop skulle sikre værket mod usaglig kritik fra den etablerede videnskab (“matematikerne”), og fordi Kopernikus ville sikre sig at han kunne få en fordomsfri diskussion heraf i faglige kredse. – Og ydermere er der det aktuelle aspekt i sagen at dén faglige jalousi som Kopernikus frygtede, og dét rænkespil som Galileo så mange år efter blev offer for (der var gået ca. 70 år!), i uhyggelig grad minder om den behandling som moderne darwinister møder faglig kritik af deres profet med. Her er der også dømt tavshed over hele linjen og udstødelse af det gode selskab. – Og i dag har paven ikke myndighed til at beskytte de anderledestænkende. Han bliver tværtimod rubriceret som ikke rigtigt vel i hovedet af italienske uni-folk fordi han ikke tror på Darwin (hvad der så reelt skulle ligge i det).

Offentlighed

I denne forklaringsbox (vi beskæftiger os stadig med side 67 i IlluVid, 18/2007) går den helt gal med argumentationen. JM vil have det faktum at Galileo har udgivet noget på italiensk, til at hænge sammen med en forklaring om at han ville have forskningens resultater ud til masserne, den italienske almue, i modsætning til den onde Kirke som ville holde folket hen i uvidenhed. Som det hedder i boxen: »På Galileis tid skrev videnskabsmænd på latin, men Galilei begyndte at skrive på italiensk og indførte dermed princippet om offentlighed i videnskaben. I dag bliver forskningsresultater offentliggjort i tidsskrifter.«

I selve artiklen fremstilles sagen sådan: »Inden sit fangenskab nåede Galilei dog at grundlægge traditionen for offentlighed i forskningen, endnu et af videnskabens principper. På Galileis tid var det mest brugte sprog i videnskabelige afhandlinger latin [og hvorfor mon, vel fordi forskerne var Kirkens folk og Kirkens universalsprog over hele Jorden var latin] som kun kunne læses af en lille skare [det er vist Luthers opgør med den latinske messe vi her får rodet ind i argumentationen: hokus pokus filihankat]. Men Galilei skrev på italiensk, og hans observationer og tanker blev læst af en stor kreds af lægmænd. I dag er engelsk videnskabens arbejdssprog, og nye opdagelser bliver offentliggjort i internationale tidsskrifter [hvis de altså ikke lige strider mod den vedtagne darwinistiske sandhed]. Selv om det kræver stor baggrundsviden at læse artiklerne, så er de altid fuldt offentlige.« [At Kirkens håndskrevne bøger måske ikke var offentligt tilgængelige i moderne forstand, kan jo skyldes at de netop var håndskrevne – og dermed uhyre kostbare; men det var jo noget Johann Gutenberg havde vendt grundigt op og ned på.]

Nu skal jeg passe på ikke at blive for ironisk. Men man kan vel med rimelighed spørge: Var det nu så vigtigt for den videnskabelige samtale om pizzabageren, skomageren og natmanden (al respekt for deres i øvrigt agtværdige og samfundsnyttige professioner) fik læst om de nyeste opdagelser? Eller var det mere vigtigt at nå ud til en bredere kreds af datidens forskere, som i IlluVids konspiratoriske tankegang “kun [var] en lille skare”! Jow da, en bette kon folk i Danmark, i Tyskland, i Frankrig, i England, Italien …

Skal vi følge logikken hos IlluVid her, vil det altså sige at når vores egen Tycho Brahe og Ole Rømer skrev på latin, var det for at forholde den danske befolkning deres resultater! Og igen, da engelsk i dag har afløst latin som naturvidenskabens sprog, er det altså for at skjule ting for almuen at man i dag skriver sine afhandlinger på engelsk og ikke på dansk! Det synspunkt vil nok interessere den del af de danske undervisningsinstitutioner som har indført engelsk som koncernsprog.

Ikke latin

Nej, jeg må indrømme at denne argumentation for at Galileo skulle skrive på italiensk frem for på latin, er den største vildmand jeg endnu har set i dansk populærvidenskabelig litteratur. Hvis det i den grad gjaldt for Kirken om at holde nye opdagelser hemmeligt for folk, skulle man netop have skrevet på italiensk og ikke latin. Havde Galileo beskrevet sine opdagelser på italiensk, kunne han være sikker på at “ingen læste dem”. For det første skulle “offentligheden” altså lige kunne læse og skrive. Nu véd jeg ikke hvordan almentilstanden var i 1500-talles Italien, men i Danmark var analfabetismen altså temmelig udbredt (“Rytterskolerne” blev nok som bekendt først indført i Danmark i 1700-tallet). For det andet ville andre landes videnskabsmænd have svært ved at læse om hans opdagelser (selvom italiensk ikke ligger så langt fra latin), hvilket i sin tur uden tvivl ville have decimeret Galileos berømmelse som videnskabsmand betragteligt.

Nej, latin var dengang verdenssproget. Og i den videnskabelige verden holdt det sig faktisk til langt op i forrige århundrede. Det er ikke så farligt lang tid siden at en doktorafhandling skulle skrives og forsvares på latin, også på danske universiteter.

Forkert persongalleri igen?

Endelig, var det nu også lige om videnskab Galileo skrev på italiensk? Ja, var det i det hele taget Galileo der skrev på italiensk? Jeg véd ikke om han (i sin polemik mod det geocentriske verdenssyn/det ptolemæiske) skrev på italiensk i den roman hvor han, efter at have lovet Inkvisitionen ikke at stille sig på kætteriets side, gør tykt nar af et par geocentrikere og dermed brød sit løfte! – Det med det italienske kunne også være en anekdotisk omvending af det faktum at en italiensk kamelittermunk af adelsslægt, Foscarini, havde skrevet en del pamfletter om det kopernikanske system, nogle pamfletter som i den grad var blevet misbrugt af et parti som ville afskaffe al religion.

Gad vide om IlluVid her har lige så meget styr på sine kilder som med hensyn til hvem det var der ikke ville kikke i Galileos teleskop?! Jf. afsnittet Eksperiment.

MEN nu hvor Galileo gøres til det store forbillede, hvor er det så f’resten lige offentlighed i forskningen bliver af når darwinister med al magt søger at undertrykke faglig kritik af evolutionsteorien?!

Ateistpropaganda

Det er altså lidt sjovt at konstatere at darwinapologeter “altid” skal forfalde til udspredelse af ateistpropaganda. Det er ikke så få lærebøger i biologi man i årenes løb har set disse umotiverede spark til troens folk. Hvorfor kan darwinister ikke bare holde sig til fakta hvis de mener almuen ikke er godt nok opdraget i evolutionstænkningens fortræffeligheder? Og afsnittet her indeholder et lysende eksempel på hvad jeg mener. Intet virker bedre end en saftig illustration, og IlluVid bruger så kirkefaderen Augustin + et citat af ham for lissom at indicere at Biblen er fuld af vrøvl. Det kan da godt være at man synes det på IlluVid. Fred være med det! Men hvad kommer det diskussionen om videnskab ved? Nå jo, det er jo Kirken vi skal have malet ned i det sorteste helvede.

Så Augustins udlægning af Den hellige Skrift til at der kun skulle eksistere tre kontinenter, forvandles så smart til “det står der altså i Biblen”. Det siges godt nok ikke direkte, men man citerer Biblen [forkert!] for at Noas sønner skulle drage til disse tre kontinenter: Europa, Asien og Afrika. Men det er altså ikke noget Biblen fortæller. Historien kan alene hænges op på en “slavetolkning” af Augustin, nemlig at denne passage i bibelhistorien skulle legitimere negerslaveriet (som en langt senere tids hvide har læst ind i teksten).

Hvis IlluVid endelige vil bringe Biblen ind i biologitimerne (og andre naturfag), kunne man jo fremføre at Den hellige Skrift udmærker sig ved at være utroligt moderne, også set fra et videnskabeligt perspektiv. Og selvfølgelig skal man være yderst påpasselig med at tolke nutidserkendelse ind i de gamle tekster, men derfor kan man jo godt undre sig over at Biblen påstår (på et tidspunkt i historien hvor alle ellers er enige om det modsatte) at himlens stjerner er uendelig i antal; at menneskeslægten (alle “racer”) er af samme familie (samme art ville vi sige i dag); at lyset (som i The Big Bang) kommer før solen osv.

Haren som drøvtygger

Og lad os så lige tage fat om nældes rod: Eksemplet par excellence er jo haren som drøvtygger. Jeg må indrømme at jeg spidsede temmelig kraftigt øren dengang midt i 70’erne da jeg hørte Bent Jørgensen (den nu forhv. zoo-direktør) fortælle i det hedengangne Lexicon på P1 om hvordan haren er en form for drøvtygger: Haren udskiller nemlig fra endetarmen et grønt sekret som den er nødt til at æde hvis den skal overleve. Mange (selv kaninavlere) kender åbenbart kun de sorte “haredelfaer”, men der findes altså et upåagtet mellemprodukt som svarer til de foderboller som (ur)koen sender retur til drøvtygning når den har tid til at nyde livet og er i sikkerhed for rovdyr. Den eneste fejl 3. Mosebog indeholder om haren som drøvtygger, er at vi oversætter med et moderne ord. I taksonomisk forstand er haren naturligvis ikke drøvtygger, men den hebraiske tekst taler også blot om at den “tygger om”, den er “omtygger”. Så der er åbenbart en tusindårig gammel forfatter som har mere tjek på harens biologi end mange mennesker i vore dage.

Man kan sige hvad man vil om Den hellige Skrift, men jeg vil tillade mig at finde det bemærkelsesværdigt at den er totalt renset for mytologi i den forstand at den skulle gribe til forklaringer à la en ko der føder verden, eller selv bliver en del af den, med hjerneskallen som himmel osv. Biblen bruger i sin mytologi et næsten kvantefysisk begreb om universets tilblivelse, det græske begreb logos: Og Gud sagde … ! Jf. endvidere Johannesprologen (Joh 1). Det må da være værd at bemærke på IlluVid når man nu er så glad for græsk tænkning.

Men den slags er selvfølgelig upassende bare at nævne. Det giver et alt for nuanceret billede af Bogens folk. Især når det handler om viden mod tro!

Vejen fra tro til viden

Næste afsnit står under “Erkendelsens milepæle”. Meget pædagogisk er dette afsnit bygget op i små “årstalskasser” med angivelse af hovedpunkter i videnskabshistorien. Manchetten forkynder at “… undervejs har forskerne måttet rydde dogmer [der var den igen!] og vanetænkning af vejen.”

Vi foretager et par nedslag i boxene:

1790, Cuvier påviser geologiske spor af uddøde dyrearter. “Det bryder med ideen om en statisk, gudskabt verden.” – Ja, det kan da godt være at det bryder med ideen om en statisk verden. Men hvem er det lige der står for den? Den historisk lidt senere Charles Leyell [Darwins samtidige] med sin geologiske idé om “at nutiden er nøglen til fortiden” eller Kirken med sin idé om at verden har en tidsmæssig begyndelse og afslutning med en (betænkelig?) udvikling imellem disse to yderpunkter? – Var det den skabelsestroende Newton? Eller var det Carl von Linné? – Linné som levede frem til 1790, troede i hvert fald ikke at naturen var statisk da han mente at arter kunne opstå inden for familierne!

Endelig må vi anholde sammenstillingen “statisk, gudskabt” (kan man få solgt den ene urigtige påstand, kan man måske få den anden til at glide ned samtidigt). Det ligger intet sagligt til hinder for en evt. skabelse i en konstatering af at visse dyrearter skulle være uddøde!

1899, Darwin udgiver Arternes Oprindelse. “Begynder sin udgivelse”, skulle der snarere stå. “Origin” er nok det værk som har historisk rekord i omskrevne genudgivelser og andre versioner. <Se Jostein Andreassens artikel Alt som var nytt> Og så hedder det: o. år 1900 “tager udviklingen af geologi, palæontologi og evolutionsbiologi fart.” Igen en ganske fascinerende sammenstilling. De to førstnævnte discipliner udvikles i kraft af empiriske data; evolutionsbiologien tager vel nærmest fart i kraft af kraftige spekulationer. Men man mener måske at de empiriske data fra evolutionsbiologien handler om Haeckels fostertegninger og Dubois’ jagt på abemennesket på Java? – Man tænker måske på opdagelsen af mutationer i 1901, men hvor bliver alle “beviserne” for evolutionsbiologien af? Nå ja, et af de rigtig gode eksempler på evolutionsbiologiens fart på, var at man i en lærebog for realklasserne i 70’ernes Dk. kunne finde følgende hurtige påstand: … og fjerene er udviklet af optrævlede krybdyrskæl … (hic!) Ja, velbekomme. Sikken fantasi.

1877, Pasteur nævnes, men resultatet af hans mest berømte forsøg (som oven i købet er opkaldt efter ham) forbigås i tavshed: at kun liv kan skabe liv! Pasteur havde empirien i orden i sin påvisning af at liv ikke opstår af sig selv! Og hvis man mener det kan lade sig gøre alligevel (blot man venter længe nok, i størrelsesordenen årmillioner), står man med bevisbyrden. OG skal vi lige nævne at det har man ikke gjort endnu, løftet bevisbyrden, trods kraftige rygter om det modsatte.

2005, menneskets genom. En erkendelse i denne box af at fra nu af er den darwinistiske verdensfortolkning virkelig kommet på glatis, er vel for meget forlangt. Men angivelsen af at man skal “kortlægge de millioner af proteiner [her menes vel gener eller nukelotider?!] der kan eksistere i en enkelt celle”, ridser problemets omfang meget godt op. Nemlig at vi i cellen har at gøre med en højpotent og ekstrem kompliceret programmering (løsrevet fra stoffet!) som man ikke med nogen rimelighed kan påstå, er opstået uden nogen form for styring. Den blinde urmagers tilfældige fejl i koden + den obligate naturlige selektion (som er Darwins ikke-forklaring nr. 1) er ikke længere intellektuelt tilfredsstillende.

[Gennemgangen af IlluVids tema fortsættes i forbindelse med udgivelsen af Origo 109, juni 2008]