[tilbage til Origo 108]

[Denne artikel var det ikke plads til i bladet]

Nogle upassende spørgsmål til

Gud, Darwin og det gode liv

af Knud Aa. Back

Sagen kort

I bogen

Darwin eller Intelligent Design findes artiklen Gud, Darwin og det gode liv af Gorm Nissen

Udgangspunktet for kritikken her er en tro på folk argumenterer ud fra en ærlig søgen efter hvad der er sandt i en given situation. Men derfor kan man jo godt undre sig lidt over artiklens indledende spark over skinnebenet på folk af især kristen observans. For hvor ville menneskerettighederne, kønnenes ligestilling og religionsfriheden have været uden den kristne etiks grundlæggende frihedsopfattelse.

 

I afsnittet Evolutionær Altruisme diskuterer Gorm Nissen hvordan begrebet altruisme (uegennytte) kan opstå i evolutionsmodellen. Vi gennemgår eksemplet med “hjerneormens” og ta’r argumentet ved vingebenet.

 

Da nu biologiske teorier skal have en vis forudsigelsesevne, afprøves hhv. den darwinistiske og den ID-baserede forudsigelse over for parasittens mulige forvandling vha. én mutation.

 

Og dér opdager vi at “de simple modeller” ikke er specielt overbevisende, snarere for simple!

 

Nu er GN’s hovedargumentation for den evolutionistiske altruisme gruppeselektion. Men til denne forestilling hører også et par nærgående spørgsmål:

 

Der skulle ikke være hokuspokus involveret i regneeksemplet, men dét er der vel til gengæld i beregningens præmisser: Hvis en gruppe med overvægt af altruister “som følge af modellen for altruisme aldrig vil kunne udvikles gennem en proces som naturlig selektion”, hvordan er den første gruppe med overvægt af altruister så opstået?!

 

Så hvor GN udmærket kan have ret i sin analyse af gruppeselektionen blandt menneskestammer, er han tilsyneladende alvorligt på vildspor mht. parasitter,

 

Og vi slutter: »[…] Der er i evolutionær teori en lang tradition for at give forklaringer af altruisme, og disse forklaringer bør tages alvorligt af enhver der forsøger at forstå etik.«

 

Selvfølgelig er der grund til at tage disse forklaringer alvorligt – i det omfang de holder stik. Men hvis de basale forudsætninger ikke holder, må man naturligvis søge andre forklaringer. Det er dét fri og uhildet forskning går ud på.

zxczxczxczxczxczxczxczxczxczxc

Indholdsfortegnelse

Søgen kan være ærlig ... <link ikke oprettet>

Evolution en nødvendig forudsætning?

Dd-parasitten og den nødvendige omprogrammering

Hvad er det så hjerneormen kan?

Den darwinistiske forudsigelse

ID-forudsigelsen

For simple modeller

Gruppeselektion – det magiske ord

Ren ønsketænkning

zxczxczxczxczxczxczxczxczxczxc

Søgen kan være ærlig, men “argumentering” besværlig

Da jeg går ud fra at folk argumenterer ud fra en ærlig søgen efter hvad der er sandt i en given situation, over for en given problemstilling – indtil det modsatte er bevist, er dette altså mit udgangspunkt for at kritisere artiklen Gud, Darwin og det gode liv af Gorm Nissen. (Jf. kommentarer af Peder Tyvand og Peter Øhrstørm i Origo 108, marts 2008.)

 

Men derfor kan man jo godt undre sig lidt. Fx spørge om det er rimeligt i en artikel der prætenderer at behandle spørgsmålet om ID seriøst, alene at henvise til en creationistorganisation, ICR, der oven i købet er negativ over for ID, når der faktisk findes steder hvor ID præsenteres på sine egne præmisser som fx Access Research Network og Discovery Institute.

 

På samme måde forekommer det mig berettiget at spørge hvad artiklens indledende ridiculering af creationister har med diskussionen af ID at gøre – sagligt set?!

 

Citat: »… både dem der bekender sig til en flad jord, skabelsen på seks dage, Noas ark samt Jonas og hvalen, og dem der er tilhængere af den moderne indholdsløse variant intelligent-design-kreationismen.«

 

Jeg véd godt at det i visse akademiske kredse er god tone at karakterisere dem der forkaster Darwins tilværelsesforklaring som den bedste, som fladjordsfundamentalister. Men er det særlig sagligt?

 

Og tilsvarende at bruge slaveriet som eksempel på hvordan kristen etik til tider skulle have været afsporet, savner vist også saglig begrundelse, eftersom det historisk er uomtvisteligt at netop den kristne etik har haft (positiv) samfundsomvæltende betydning. Man kan nævne at kristendommen havde stor betydning for afskaffelsen af slaveriet i romerriget! Og at det var en kristen dame, Harriet Beecher Stowe, som med sin roman Onkel Toms hytte satte det afgørende stød ind mod negerslaveriet i Amerika. Og hvor ville menneskerettighederne, kønnenes ligestilling og religionsfriheden have været henne uden den kristne etiks grundlæggende frihedsopfattelse. Og hvad med hele sygehusvæsenet som er bygget op af ordensbrødre og -søstre på viden og barmhjertighed!

 

Der må vel også sagligt set være forskel på hvad biblen er blevet misbrugt til i tidens løb, og så Kirkens bekendelse? Æv bæv bussemandsargumentationen kunne så (u)passende være: Gjorde man sig den ulejlighed at undersøge sagen, risikerede man så stå med dette resultat: For hver gang man finder ét eksempel på hvor de bibelske tekster er misbrugt i uetisk retningen, vil man kunne finde 10 hvor Darwin er blevet misbrugt. (Fx eugenikken, Hitlers racehygiejne mv. som også behandles i Origo 108.) Så hvem der står med det største problem, vil vi nu lade ligge.

Evolution en nødvendig forudsætning?

Vi vil hellere koncentrere os om artiklens påstand om at “det snarere er således at omstændighederne omkring menneskets evolution er en nødvendig forudsætning for at vi er blevet etiske væsener.” [Se også Peter Øhrstrøms kommentar Etikken og det evolutionære pres i Origo 108]

 

I afsnittet Evolutionær Altruisme diskuterer Gorm Nissen hvordan begrebet altruisme kan opstå i evolutionsmodellen. [Altså den uselviske adfærd, den selvopofrende rolle hos et individ eller en gruppe.] Det medgives at det under normale omstændigheder er sådan at den selviske type i en gruppe individer vil være favoriseret af den naturlige selektion frem for den altruistiske. Så hvordan komme forbi denne forhindring? Ved at indføre begrebet gruppeselektionspres. Dvs. hvis to stammer (som Darwin selv bruger som eksempel) ligger i indbyrdes konkurrence, vil den stamme der har flest altruister vinde i det lange løb.

 

Her gennemgår GN så de matematiske modeller bag denne teori, men foretager for mig at se to grundlæggende fejlslutninger i sin argumentation:

1) Han indfører – ud af det blå – en gruppe på 80 % altruister over for en gruppe på 20 %.

2) I sin spændende redegørelse for en parasittype som angriber myrer, går han ud fra at en enkelt mutation er nok til at danne en hjerneorm af en almindelig parasit.

 

Ad 1) Hvor kommer 80 %-gruppen fra hvis grupper for sig selv (og dermed fra først af) ikke kan nå op på så høj en altruist-frekvens ad darwinistisk vej?

 

Ad 2) Men GN’s egen gennemgang af hjerneormens biologi dementerer med allerstørste sandsynlighed at en enkelt mutation (“for at holde modellen simpel”) kan være nok til en så gennemgribende ændring af adfærden hos denne ene parasit i flokken af “normale”. (Evolutionisten Fisher har lavet en god beregning der viser at 500 positive mutationer næppe er nok. Læs om det i Lee Spetners bog Not by chance.)

 

 

Dd-parasitten og den nødvendige omprogrammering

Lad os lige gennemgå eksemplet. [Det vil uden tvivl være en fordel at have Origo 108 liggende ved hånden. Slå op på midtersiderne. Her har Origos fremragende hustegner illlustreret forløbet.]

 

GN beskriver (p.284) hvordan parasitten Dicrocoelium dentriticum (hvis navn vi for nemheds skyld her forkorter til Dd) som voksen slår sig ned i leveren på køer eller får. Dd’s æg bliver så udskilt i værtsdyrets gødning som derpå bliver ædt af snegle. I sneglen gennemlever Dd et par generationer i et aseksuelt stadium. Nu er det så tid for endnu en forvandling, og i dette nye stadium udskilles Dd’en i en masse slim som myrer tiltrækkes af. Ca. 50 Dd’er bliver ædt af myren, og vel inde i den, borer de sig ud gennem tarmvæggen hvor de forvandler sig til tykvæggede cyster, klar til at fortsætte livet i det næste værtsdyr. På nær én Dd! Den sætter nemlig livet til ved at fortsætte op i myrens hjerne hvor den forvandler sig til en tyndvægget cyste man kalder en hjerneorm. Og denne hjerneorm får myren til at ændre adfærd; myren bliver så at sige hjerneskadet af denne parasit: En myre med hjerneorm har nemlig større tilbøjelighed til at sætte sig i toppen af græsstråene hvor chancen for at blive ædt af kreaturerne er størst. Og sker det, er Dd’s livscyklus fuldendt.

 

Her kunne det være fristende at prøve darwinismens forudsigelseskraft over for ID’s:

 

Dette komplekse biologiske system med forvandling fra ét stadium til det næste til det næste igen kræver en formidabel omprogrammering i Dd’ens DNA. Så her står vi utvivlsomt over for et utvetydigt eksempel på IC [= irreducerbar kompleksitet] (eller i hvert fald SC [= specificeret kompleksitet] hvis vi tager hele livscyklussen i betragtning). Men lad os holde os til det valgte eksempel, nemlig at én Dd – vha. én mutation – forvandles til en hjerneorm.

 

GN, p.290: »Vi antager at der er to typer [Dd-]parasit; én der kan blive til en hjerneorm (A), og en der ikke kan (S). Vi antager også, simplificerende, at hjerneormstypen opstår som en enkelt mutation. [min fremhævelse]

 

Hvad er det så hjerneormen kan, som en almindelig Dd ikke kan? Den kan

1) forvandle kaskaden der giver Dd’en en hård væg, til en der giver en tynd væg.

2) og (mindst lige så vanskeligt, om ikke værre) den kan pludselig finde vej til myrens hjerne.

 

Den darwinistiske forudsigelse

er altså at én mutation kan både ændre processen med cellevæggen på cysten og pludselig forsyne Dd’en med en “GPS” der fortæller den hvor myrens hjerne befinder sig i verdensrummet. Det ville jo ikke være så smart om hjerneormen lander i et ben, fx. Og bemærk venligst: Hvis denne forudsigelse ikke holder, falder hele eksemplet med den altruistiske hjerneorm til jorden med et brag!

 

ID-forudsigelsen påstås så at gå på at det er Gud der har skabt det sådan, og det er vi nødt til at sige da vi ikke kan forklare det naturligt – endnu!

 

GN, p.311: »[…] når man først har puttet Gud ind i kassen med svar på de svære spørgsmål, er det belejligt at hive ham frem hver gang man kommer i bekneb.«

 

Må det være mig tilladt er rette dette eklatante eksempel på misinformation: Hvis det virkelig var et sådant God of the Gap-argument IDisterne benytter sig af, ville ID klart have diskvalificeret sig som forskningsprojekt. Men det er det heller ikke; ID-argumentet kommer her:

 

ID-forudsigelsen

går alene på følgende videnskabelige konstatering: En enkelt mutation, som den i eksemplet anførte, kan ikke med rimelighed bruges som videnskabelig forklaring på hjerneormens opståen. Hvis der skal bruges to, falder sandsynligheden for et gavnligt udfald drastisk. Og skal der blot bruges tre gavnlige mutationer, er vi med biokemikeren Michael Behes ord røget ud over kanten for evolutionens muligheder.

 

En nærmere mikrobiologisk/biokemisk undersøgelse har faktisk godtgjort at det kræver udviklingen af mindst et enzym på måske flere hundrede aminosyrer der kræver en lang række mutationer i DNA’et som skal tælles i mange hundrede.

 

ERGO: ID forudsiger derfor at forvandlingen fra den selviske Dd (S-Dd’en) til den altruistiske Dd (A-Dd’en) ikke rationelt(!) kan forklares ud fra tilfældige fejl i koden (mutationer) + en gang naturlig selektion. Den naturlige selektion er nemlig naturens store viskelæder der hårdt og brutalt fjerner alle skrivefejl i koden.

For simple modeller

GN bringer selv et citat, p.293, skønt tænkt som det modsatte, faktisk viser at der er noget fundamentalt galt med hjerneormen som eksempel på evolutionær altruisme: »Hjerneormen er som Sober og Wilson udtrykker det “et fascinerende prima facie-eksempel på altruisme fra naturhistorien, men <i>de begrebsligt relevante detaljer [har man blot gættet på]

(min fremhævelse og rettelse fra anglicisme til normaldansk: det hedder altså ikke “er blevet gættet”!).

 

I moderne journalistik hedder det at djævelen ligger i detaljen, og her har man altså blot gættet sig frem til de relevante detaljer. Det er da videnskabelig argumentation der vil noget. En noget interessant tolkning af begrebet empirisk!

 

Videre hedder det (p. 294) »[…] Som en af de første valgte Hamilton at anskue problemet fra genets “synspunkt” og foreslog at det der afgør om et altruistisk gen A udvikles frem for dets ikke-altruistiske alternativ a, ikke er hvorvidt adfærden der forårsages af genet A, er til gavn for individet, men snarere om det er til gavn for genet. Dette er tilfældet når resultatet af altruismeadfærden er en forøgelse af koncentrationen af A i den samlede genpøl [genpulje?!], hvilket kun er tilfældet når modtageren af altruismeadfærden er en af altruistens slægtninge, da denne har en øget mulighed for at være bærer af det pågældende gen.«

 

Bortset fra at det plejer at være god latin blandt evolutionister at holde på at den naturlige selektion alene kan virke på kønsmodne individer, står vi blot med en forøgelse af problemet IC. For nu kræves ikke blot en IC-ændring af ét individ, men parallelt i et helt slægtled af fætre og kusiner på én gang. Vi står altså med IC + IC + IC …

 

Så hvad vi kan lære “af de simple modeller”, er ikke som GN besværgende hævder, p.293, populationsstruktur (ordet gentages tre gange!), men at modellerne er for simple!

 

Hvis man forstiller sig den kaskade af ændringer der skal til for at ændre en Dd-parasit til en hjerneorm, er følgende eksempel ganske enkelt utroværdigt, forstået sådan at det har ingen (og nu vi er ved de besværgende gentagelser: ingen!) empirisk relevans, overhovedet:

 

GN, p.295: »Hamiltons model kan vi belyse med følgende overvejelser. Man forestiller sig en population, hvor A-allelen koder for altruisme og a for ingen altruisme. I en sådan population vil et individ med mutationen Aa, der parrer sig med et aa-individ denne en gruppe der består af gennemsnitligt halvt Aa- og halvt aa-typer. Når en altruist således gavner en søskende, er chancen for at denne også indeholder en altruistisk allel (A), altså halvtreds procent. Er det udbytte som modtageren får, større end to gange omkostningerne for altruisten, vil der være en forøgelse af antallet af altruistiske alleler som en følge af adfærden. Dette giver os den generelle regel [som hedder] Hamiltons regel:

Der vil være en samlet forøgelse af altruistiske alleler når

r > c/b

hvor r er koefficienten for individernes relation, dvs. 0,5 for helsøskende, og c/b står for omkostning og udbytte (cost/benefit).«

 

At den empiriske relevans mangler, hænger på det faktum at hjerneormens altruistiske adfærd (forandret cellevæg + “GPS”) ikke kan rummes i en enkelt allel, i hvert fald ikke hvis begrebet allel skal have mening i moderne genetik. Jeg vil tillade mig at formode at der må være mange, rigtig mange alleler involeret i hele denne forvandlingsproces.

 

Gruppeselektion – det magiske ord

Nu er GN’s hovedargumentation for den evolutionistiske altruisme gruppeselektion. Men til denne forestilling hører også et par nærgående spørgsmål:

 

p. 287: »Som en følge af modellen for altruisme ser det ud til at altruisme aldrig ville kunne udvikles gennem en proces som naturlig selektion, da A-typen altid vil have en lavere fitness. Men det kan ændre sig hvis der er mere end én gruppe til stede. Dette kan vises med en model hvor der er mere end en gruppe. Her får en samlet population på 200 individer tildelt de samme værdier som i det foregående eksempel, men deles nu op i to lige store grupper med n = 100. Der er dog den forskel på grupperne at der i den ene gruppe blot er 20 procent altruister, hvor der i den anden er 80 procent. Denne model fører til en samlet stigning i frekvensen af altruister fra 0,5 til 0,516.«

 

Hvilket der så føres matematisk bevis for. Men jeg kan som nævnt ikke med min bedste vilje se hvor gruppen med de 80 % altruister kommer fra in the first place! GN hævder at der ikke er hokuspokus involveret i regneeksemplet, men jeg har svært ved at løsrive mig fra mistanken om at så er der til gengæld i beregningens præmisser. (Igen er bogen Not by Chance god, for Lee Spetner gennemgår netop disse beregninger.)

 

Hvis en gruppe med overvægt af altruister “som følge af modellen for altruisme aldrig vil kunne udvikles gennem en proces som naturlig selektion”, hvordan er den første gruppe med overvægt af altruister (ja, 80 % må vel kaldes overvældende overvægt!) så opstået vha. naturlig selektion?!

 

Men hvor GN tilsyneladende er på alvorligt vildspor mht. parasitter, kan han udmærket have ret i sin analyse af gruppeselektionen blandt menneskestammer. Se fx p.307 hvor det hedder: »Forestiller man sig f.eks. to kulturer, hvor man i kultur A følger reglen “vær altruistisk over for andre A’er, straf dem der ikke er, og straf dem der ikke straffer,” og kultur E følger reglen “løs dine egne problemer”, så vil kultur A udkonkurrere kultur E i alle situationer med interaktioner mellem de to grupper, såsom konflikter, udnyttelse af fælles naturlige ressourcer og dannelse af nye grupper. For hvor kultur A hjælper hinanden, vil man i kultur E udnytte hinanden uden anden straf end den gengældelse der eventuelt måtte komme fra den udnyttede part. Er der forsøg på udnyttelse i kultur A, bliver dette omgående straffet.«

 

Så hvis evolutionær altruisme defineres ud fra sådanne eksempler, lader der til at være meget ræson i det, også empirisk. Man kan jo bare spørge antropologerne.

 

Men man er virkelig gået galt i byen [spørg bare biokemikerne] hvis man derfra slutter til fx p. 310-udsagnet: »En ting er dog helt sikkert: det faktum at moral i et stort omfang betragtes som et spørgsmål om sindelag, ændrer ikke ved at det skal forklares evolutionært. Vores psykologi er jo trods alt blot mekanismer skabt af evolutionen til at forvandle viden om omgivelserne til nyttige handlinger.«

 

Hvilke indikationer er det lige der tvinger os til at sige at vores psykologi blot er skabt af evolutionen? Lad mig (ganske upassende) omskrive et citat vi er stødt på her ovenfor, hvor ordet Gud er erstattet af ordet evolution: GN, p.311 igen: »[…] når man først har puttet evolutionen ind i kassen med svar på de svære spørgsmål, er det belejligt at hive den frem hver gang man kommer i bekneb.«

 

Dette er selvfølgeligt sprogligt drilleri, men man kan forhåbentligt se pointen!

 

Ren ønsketænkning

Og så skal vi lige have en gang ønsketænkning på faldrebet, p.311: »Der er således god grund til at tro at evolutionær teori vil være et vigtigt redskab for os til at nå “det gode liv”, og jeg håber dermed det er klart at der samtidig er god grund til at ryste på hovedet ad den forestilling at der skulle være uoverstigelige problemer forbundet med at kombinere evolutionær teori og etik. Der er i evolutionær teori en lang tradition for at give forklaringer af altruisme, og disse forklaringer bør tages alvorligt af enhver der forsøger at forstå etik.« [mine fremhævelser, jf. herunder :)]

 

Selvfølgelig er der grund til at tage disse forklaringer alvorligt – i det omfang de holder stik. Men hvis de basale forudsætninger ikke holder (som denne analyse tyder på de ikke gør), må man naturligvis søge nogle andre. Det er dét fri og uhildet forskning går ud på. Ikke en afstivning af en gammel profet der troede at en celle blot var en tilfældig klump plasma, og som ikke havde forudsætninger for at forstå hvad der hober sig op af problemer for den naturlige selektion på molekylærplan. – I ovenfor anførte p.311-citat er det næsten uimodståeligt fristende at erstatte evolutionær teori med teologi for at understrege argumentets vægt; men nu må vi hellere … :)

 

Til gengæld må det vel til slut være tilladt at påpege at historisk set kan det kun karakteriseres som de rene ønskedrømme at evolutionær tænkning i sig selv skulle fremme etik. Når man tænker på hvilke forbrydelser mod menneskeheden vulgærdarwinistisk ideologi har ført med sig. På dét punkt har de i begyndelsen af artiklen citerede plakatsvingende creationister jo ret, om man så kan lide det eller ej: Evolutionslæren er blevet misbrugt både i forbindelse med både ateisme (Dawkins) og abort (Haeckel).

 

[Se også artiklen om eugenik her og i Origo 108.]